
Pengeregn over gode lokale oplevelser: Her er de heldige ildsjæle
Siden 2016 har feriepartner i Vorupør uddelt kontant støtte fra deres ”oplevelsespulje” til lokale ildsjæle, foreninger, lokalsamfund og projekter, som også henvender sig til områdets feriegæster.
Mandag kunne fem projekter modtage samlet 111.500 kroner.
I år var der historisk mange ansøgninger, som vidnede om mange gode initiativer og ildsjæle i vores område.
De fem projekter, der blev honoreret er Vorupørstien, som netop er blevet indviet. Det projekt modtager 25.000 kroner. Det er en sti, der bringer gæster rundt i hele byen med start fra landinsgpladsen. Undervejs møder man skilte med 12 fortællinger om historien og kultursteder.
Doverodde Grundejerforening får 27.500 kroner til udvikling af den vandresti, der går fra Boddum og forbi Doverodde til Næssund. Her skal der etableres udkigsposter og opsættes borde/bænke.
Thy Turistråd modtager 25.000 kroner til udarbejdelse af kortmateriale - en minudgave af den tidligere Thy-turistguide”.
Stolt over donationer
I Klitmøller arrangerer ”De fri Pensionister” sommersang på tre aftener: 26. juni, 12. juli og 26. juli. Til fremstilling af sanghæfter modtager initiativet 9.000 kroner.
Helligsø Drag Grundejerforening modtager 25.000 kroner til bygning af en handicapvenlig badebro og et madpakkehus.
Salgschef for Feriepartner Thy og Limfjorden Jonas Foged Holm er stolt over at kunne støtte ildsjælene og deres projekter og dermed udviklingen af oplevelser i Thy med så stort et beløb i år.
Feriepartner Thy og Limfjorden formidler udlejning af over 600 sommerhuse.