Billede beskrivelse

Overbevisende præstation gav første sejr

I femte forsøg fik Thisted FC sæsonens første sejr i jyllandsserien

31. august 2022 kl. 22.25

THISTED: Sæsonstarten for Thisted FCs hold i jyllandsserien har givet blandede resultater, men onsdag aften kom forløsningen, da thyboerne tog første sejr i den nye sæson, da de vandt med 3-0 hjemme over LKB/Gistrup. I onsdagens opgør dannede godt spil i første halvlegen basen for sejren på 3-0.

- Vi spillede en virkelig god første halvleg, men efter pausen blev det lidt mere febrilsk fra vores side. Gistrup blev dog slet ikke farlige og havde ikke et skud på mål, siger Thisted FC-træner Thorbjørn Larsen.

Lige fra startfløjt var det et veloplagt hjemmehold, der gik på banen. Holdet fik produceret fine chancer, og efter otte minutter fik Asger Furbo bragt Thisted FC i front, da han sparkede bolden i netmaskerne efter et godt opspil fra bagerste geled. Efter føringsmålet var værterne fortsat bedst, og thyboerne fortsatte med at producere chancer. I det 22. minut blev føringen så fordoblet, da Jacob Hjort spillede Lucas Agesen i dybden. Fra en spids vinkel fik Lucas Agesen sparket bolden i mål. Inden pausen kunne det sagtens være blevet til endnu en scoring fra hjemmeholdets side, men i de afgørende momenter manglede skarpheden.

I anden halvleg faldt Thisteds spil en smule i kvalitet, og tempoet blev sænket en smule. Trods den dalende kvalitet i spillet blev udeholdet holdt fra chancer. I det sidste kvarter af kampen fandt hjemmeholdet tilbage til det gode spil fra første halvleg, og kort før slutfløjt lukkede Jeppe Dalgaard ballet, da han scorede til 3-0.

- Det var en kamp, som vi skulle vinde, så det var dejligt med en sejr. Jeg synes også, at vi rykker os mere og mere fra kamp til kamp, siger Thorbjørn Larsen, der glæder sig over at få lidt luft i bunden af tabellen.

- Det var en rigtig seks-points-kamp, og vi ved, at skal fokusere på at overleve. Vi har et ungt hold med mange førsteårs spillere, der ikke har så meget rutine endnu, siger han.

Med onsdagens sejr kravler Thisted FC op på rækkens 5. plads med fire point ned til direkte nedrykning.

Kampfakta

Fodbold, jyllansserien

Thisted FC

LKB/Gistrup

Resultat: 3-0

Pause: 2-0

Mål: 1-0 Asger Furbo (8). 2-0 Lucas Agesen (22). 3-0 Jeppe Dalgaard (88).

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste