MorsØ FC spiller også i Serie 2 næste sæson. Arkivfoto: Lars Pauli
Livet her

Oprykning glippede for MorsØ FC

MorsØ FC taber playoff-kamp om plads i Serie 1

21. juni 2022 kl. 21:34

NYKØBING: Tirsdag aften kunne MorsØ FC tage et stort skridt mod at spille i Serie 1 næste sæson, da de på hjemmebane mødte Vildbjerg SF i en duel om en plads videre i oprykningsspillet til Serie 1. Desværre for morsingboerne missede de muligheden og tabte kampe 1-3.

- Vi må erkende, at vi mødte et bedre hold i dag. Jeg synes, vi har stor ære af kampen, men de var meget på bolden og sad tæt på os, siger spillende træner for MorsØ FC, Mickey Berg.

Fra kampens start var det Vildbjerg SF, som satte sig på kampen og pressede MorsØ FC. Dog kom MorsØ FC et par gange igennem og var tæt på at bringe sig foran.

Men der blev ikke scoret i første halvleg, og de to hold gik til pause ved stillingen 0-0.

Efter pausen fortsatte Vildbjerg SF med at presse på, og efter 58 minutter bragte de sig foran. Det skete ved, at Carl Johan Jørgensen fra MorsØ ramte bolden forkert med hovedet, så den gik i mål.

Fire minutter senere blev gæsternes føring fordoblet, da de kom igennem i venstre side og scorede til 0-2.

MorsØ FC fik et minut senere spænding tilbage i opgøret med en reducering til 1-2. Her modtog Thomas Højriis bolden i venstre side og flugtede den mål.

- Vi havde mulighed for at udligne ved stillingen 1-2, men vi manglede det sidste, siger Mickey Berg.

MorsØ FC pressede på for en udligning, men med cirka 10 minutter igen lukkede gæsterne kampen. Vildbjerg SF slog kontra og scorede til resultatet 1-3.

Dermed slutter MorsØ FC's sæson, og de kan se frem til igen at spille Serie 2 efter sommerferien.

- Jeg synes, at vi var rigtig gode i første halvdel af sæsonen. Men vi har i den sidste halvdel døjet med skader, og der har vores trup ikke været bred nok, og det kan man også se på pointhøsten, siger Mickey Berg.

Kampfakta

Fodbold, Serie 2

MorsØ FC

Vildbjerg SF

Resultat: 1-3

Pause: 0-0

Mål: 0-1 (58), 0-2 (62), 1-2 Thomas Højriis (63) og 1-3 (79)

Annonceret indhold

Nyeste