Billede beskrivelse

Opkøber to firmaer: Vikarservice har vokseværk

13. juni 2024 kl. 06.01

VESTERVIG: Siden Niels Noermark fra Vestervig for et kvart århundrede siden slog sig ned som selvstændig for at være vikarafløser i landbruget, har den enkeltmandsvirksomhed, han etablerede på hjemadressen, støt og roligt vokset sig større og større med flere og flere ben at stå på.

I dag har Noermarks Vikarservice ApS til huse i bygninger på Haandværkervej 4 og 6 og tæller 29 ansatte på lønningslisten.

- Hen over årene er der kommet mere arbejde til. Det er blandt andet vinduesvask, brolægning, pasning af grønne områder, tømrerafdeling og afløsning på renovationskørsel, forklarer han.

Billede beskrivelse

Og vokseværket er fortsat, så han det seneste år har opkøbt to eksisterende firmaer, nemlig Finn Hvidbergs Grave og Anlægsforretning og Anders Konges AK-Naturservice/Thy Brændesalg.

- De to firmaer passer godt til vores eksisterende arbejdsområder og giver samtidig mulighed for at vækste virksomheden yderligere, siger Niels Noermark, der sammen med købet også har fået de to tidligere indehavere med over som ansatte.

- Jeg er glad for, at både Finn og Anders har valgt i blive, for begge driver forretningerne videre, som var det fortsat deres egne, siger Niels Noermark.

Med købet af Finn Hvidbergs forretning, har Noermarks Vikarservice i øvrigt fået det ekstra ben, at virksomheden servicerer 52 kirkegårde i Thy og på Mors med kistebegravelser.

- Vi graver hullerne, fylder jorden i kasser og dækker efterfølgende hullet til, når begravelsen har fundet sted. Desuden renoverer og opsætter vi kirkediger, så det er en stor aktivitet, vi har fået tilføjet samtidig med, at grave- og anlægsforretningen er et godt supplement til vores almindelige entreprenørarbejde, siger Niels Noermark.

Som nævnt har Noermarks Vikarservice i dag til huse i haller på Haandværkervej.

- Jeg købte Haandværkervej 4 for otte år siden for at få plads til materialer og maskiner. Sidenhen købte jeg nummer 6, hvor vi har vores tømrerværksted og desuden har indrettet en af hallerne til kløvning af pind, siger Niels Noermark.

At virksomheden er vokset gradvist hen over årene og fortsat vil vokse, hvis muligheden byder sig, som Niels Noermark udtrykker det, tilskriver han sine medarbejdere.

- Jeg har dygtige folk, der arbejder med stor vilje og selvstændighed. Og så har jeg altid fået god rådgivning fra mit revisionsselskab og økonomisk opbakning fra min sparekasse, siger han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste