Billede beskrivelse

Op på hesten: 400 cykelryttere skal køre ræs

07. april 2022 kl. 14.52

Over 400 cykelryttere vil søndag i påsken sætte kursen mod Hanstholm for igen at dyste på vejene omkring byen til en ny udgave af cuppen 3 Dage i Nord.

Det store rykind af danske samt rekordmange norske, islandske og svenske ryttere vil sætte sit præg på trafikken i området søndag formiddag og eftermiddag 17. april.

Men løbsleder Klaus Nielsen fra Thy Cykle Ring forventer, at alt vil forløbe godt, og at løbet vil blive godt modtaget i Hanstholm - selv om det kan give lidt bøvl for bilerne, når de skal dele vejen med cykelrytterne.

- Vi har jo holdt løb i Hanstholm i 20 år, og det har bare fungeret uden problemer. Vi har stort set ingen negative meldinger fået tilbage. Måske fordi at der gøres et stort logistisk arbejde fra Thy Cykle Ring for, at alt skal klappe på dagen for både ryttere og trafik, siger han.

Billede beskrivelse

Folk i Hanstholm er gode til at have tålmodighed på dagen og vente og nyde løbet, når man venter på, at rytterne kommer forbi. Det er nemlig noget af et setup at arrangere cykelløb. Især nu hvor sikkerheden for rytterne vægtes stadig højere.

- Vi har derfor over 100 hjælpere og officials aktiveret på dagen. Flere end 50 af dem ude på ruten for at sikre vejsikkerheden for rytterne: Politihjemmeværn og flagposter. Dertil kommer otte racemarshalls på motorcykler og førerbiler foran alle felter, fortæller Klaus Nielsen og fortsætter:

- Vi skal igen i år benytte ruten, som vi afprøvede i oktober 2021 for første gang.

Det er den lidt kortere udgave af den mangeårige 23 kilometer lange rute, der tidligere bragte rytterne omkring Vigsø. Ruten er nu kun 15 kilometer rundt, og rytterne skal ikke omkring Vigsø mere.

Nu er det derfor Hanstholm Hallerne, havnen, rundkørslen, Industrien, Hamborg, Febbersted, Ræhr, Nytorp og Hanstholm, rytterne skal igennem.

Billede beskrivelse

Første start er 09.00 - hvor et meget stort felt af de bedste nordiske cykelryttere - A-rytterne - sendes afsted. Herefter sendes de forskellige voksenklasser afsted med minutters mellemrum.

Så hvis man har lyst til at opleve cykelholdene og rytterne gøre klar, så kom ned til området omkring Hanstholm Hallen inden 09.00.

Det vil i den grad summe af cykelliv i Hanstholm hele dagen til løbet, der er det andet af tre løb på tre dage i påskeweekenden. Når de mange voksenklasser er afviklet omkring klokken 13.30, sendes børn og unge afsted.

Sidste rytter forventes af være i mål omkring klokken 15.00.

3 Dage i Nord starter indledes lørdag i Hjørring. Søndag er det Hanstholm og mandag køres finaler i Klarup ved Aalborg.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste