Billede beskrivelse

Om lidt bliver der dækket op til fest: Vær med til at fejre væresteds fødselsdag

17. maj 2024 kl. 19.02

HURUP: Torsdag den 23. maj bliver der dækket op til fest, når Værestedet Kilden på Kirkevej 36 i Hurup inviterer til 25-års fødselsdag.

- Alle, der har været i berøring med os gennem alle årene, men også dem, der ikke kender os, men er nysgerrige på at få mere at vide om os og se huset, skal være velkommen til at markere de 25 år sammen med os. Vi byder på lidt lækkert at spise og en lille overraskelse med musikalsk underholdning. Det glæder vi os til og håber, at rigtigt mange har lyst til at kigge forbi og være med, siger daglig leder, Sine Hertz Bjerregaard.

Værestedet Kilden holder til i et helt almindeligt, gult parcelhus ved byens eneste rundkørsel og er en del af KFUM´s Sociale Arbejde. Som et dagtilbud for voksne med psykiske lidelser eller som af andre årsager har brug for et trygt fællesskab med gensidig respekt, er værestedet årligt i kontakt med 60-65 brugere.

- Vi har brugere, der kommer her dagligt, mens andre er her en gang om ugen, en gang om måneden eller måske kun et par gange om året alt afhængig af behov for at være her og vores tilbud om aktiviteter og hjælp. Det kan være ensomhed og ønsket om et trygt, socialt fællesskab, behov for hjælp til at blive digital medborger, brug for en samtale om de problemer, de slås med, eller har brug for en ledsager til et møde, konsultation eller andet, siger Sine Hertz Bjerregaard.

Billede beskrivelse

Ud over de brugere, der kommer i huset, har værestedet også jævnligt kontakt med brugere ude i byen gennem telefonopkald.

- Det kan være, de lider af social fobi eller andet, som gør, at de ikke har lyst til at være sammen med andre og bruge huset. Dem holder vi så kontakten til over telefonen, siger Sine Hertz Bjerregaard.

Fællesskab

I huset er der stort fokus på fællesskabet og sociale aktiviteter. Mange kommer for at spise sammen, være kreative sammen, gå ture sammen, udføre praktisk arbejde sammen eller få en frisk svømmetur sammen i svømmehallen.

Med daglige åbningstider mandag-fredag fra 9.30-14.30, fredag dog kun til klokken 13, bliver værestedet drevet af både fastansatte og frivillige. Ud over Sine Hertz Bjerregaard er der yderligere en fastansat på fuld tid og en på deltid i fleksjob.

- Til at hjælpe os har vi 10 frivillige. Uden deres uvurderlige hjælp kunne vi ikke holde åbent i så mange timer og tilbyde så mange aktiviteter, som vi gør. Blandt andet er det frivillige, som står for turene i svømmehallen og er med til at dække timer ind, når vi faste ansatte er på ferie eller kurser, siger Sine Hertz Bjerregaard.

Og alle, både de nuværende brugere, de faste ansatte og de frivillige, ser frem til at invitere indenfor til markeringen af værestedets første 25 år torsdag den 23. maj i tidsrummet 13.30-16.30.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste