Offensiven førte an i Mors-Thy 2-sejr
Mors-Thy 2 sejrede torsdag over lokalrivalerne fra Skive. I 2. divisionskampen på hjemmebane agerede en tempofyldt offensiv præstation trækplaster for, at Mors-Thy 2 kunne vinde med 37-31.
- Vi spillede sæsonens flotteste angrebskamp, hvor vi lykkedes med at have godt tempo. Skives nøglespillere ramte en god dag, og særligt på deres skud fra distancen havde vi svært ved at få afstemt mellem forsvar og keeper, siger Mors-Thy 2-træner Mikkel Aggerholm.
Mors-Thy 2 kom hurtigt foran med 6-3, og den føring fik holdet udbygget i første halvleg. Det offensive omdrejningspunkt var Victor Norlyk, der udover at være farlig selv, også var god til at sætte sine bagspiller-kollegaer Anders Toft og Kristoffer Vestergaard op. I defensiven kunne holdet ikke helt levere samme niveau som i offensiven, og særligt højre backen fra Skive blev aldrig helt løst. Offensiven fungerede dog upåklageligt, og Mors-Thy 2 gik til pause foran med 19-15.
I anden halvleg fik Mors-Thy 2 hurtigt etableret en stor føring, og derfra gik de videre mod sejren. Udover offensive pragtpræstationer fra spillerne i bagkæden, så fik Tobias Danielsen også vist sig godt frem på højre fløjen, hvor han med fem scoringer på fem forsøg gjorde sig fortjent til titlen som kampens spiller. Selvom defensiven aldrig helt fandt fodfæste, så vandt Mors-Thy 2 overbevisende med 37-31.
Udover de to point så glæder Mikkel Aggerholm sig også over, at hans hold fik skovlen under en af klubbens lokalrivaler.
- Det er altid sjovt at møde Skive, og mange af spillerne kender jo også hinanden på kryds og tværs, hvilket også gav lidt ekstra til kampen. Det er selvfølgelig altid fedt at vinde over dem, siger Mikkel Aggerholm.