Billede beskrivelse

Økonomiaftale med regeringen giver ekstra penge til Nordjylland

De skal dække ekstra udgifter i forbindelse med coronakrisen, udskudte aktiviteter på sygehusene på grund af krisen og endelig, at der sættes gang i flere anlægsopgaver

31. maj 2020 kl. 07.24

NORDJYLLAND: Den økonomiaftale, der fredag 29. maj blev indgået mellem regeringen og Danske Regioner, giver ekstra penge til Nordjylland. Det er penge til udgifter i forbindelse med corona- eller covid-19-krisens aktiviteter, udskudte aktiviteter på sygehusene og flere midler til anlæg, fremgår det af en pressemeddelelse fra Regionshuset i Aalborg.

Samlet set giver aftalen ekstra 1,3 mia. kr. til de fem regioner, og heraf får Region Nordjylland ca. 130 mio. kr.:

- Aftalen betyder flere penge til drift og anlæg, og resultatet giver et rimeligt løft, når vi også tæller pengene fra finansloven til flere sygeplejersker og løft til psykiatrien med, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S) og tilføjer:

- Men der er ingen tvivl om, at vi gerne ville have haft flere penge til drift, da vi er presset på en række områder, bl.a. stigende udgifter til tilskudsmedicin.

Udover midlerne til drift kommer dækning af udgifter i forbindelse med covid-19 og penge til at indhente den aktivitet på sygehusene, der er blevet udskudt under krisen:

- Det er et tydeligt politisk signal om, at vi skal gøre, hvad vi kan for at indhente det, der er blevet udskudt. Det er klart, at det vil tage tid, men vi vil gøre det, så godt vi kan til gavn for de nordjyske patienter, siger Ulla Astman.

Ydermere giver fredagens aftale i alt 7,5 mia. til regionerne til anlæg:

- Det er et godt og vigtigt løft. Pengene giver os mulighed for at gå i gang med en række forbedringer af vores bygninger, så de kan blive mere tidssvarende, siger Ulla Astman.

Næste skridt er, at man nu skal skabe et overblik over, hvad aftalen betyder for Nordjylland, og det skal drøftes på regionsråds forretningsudvalg og i det samlede regionsråd i juni.

Nærmere på: www.rn.dk

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste