Billede beskrivelse

Øens Moder Natur fylder 80 år

22. juni 2018 kl. 12.41

LJØRSLEV: Der er lagt op til hygge i grønne rammer, når Esther Kjeldgaard fredag 6. juli inviterer til sin 80 års fødselsdag med åbent hus og have i sit hjem i Ljørslev på Sydmors. Her har Esther Kjeldgaard i godt 25 år drevet børnenaturklubben Natur & Ungdom Mors.

- Jeg stiftede klubben - som er en afdeling af Landsforeningen Natur & Ungdom - for at børn på Mors kunne ud i naturen. Det er nærmest endnu vigtigere i dag, hvor mange er bundet til deres iPad, fastslår Esther Kjeldgaard, som også har stort udbytte af det aktive samvær med børnene.

- Det holder mig i gang. Og når jeg møder nogle af de mange børn, jeg kender er det en utrolig glæde at høre dem sige: ’Hej, Esther!’. Det er lønnen i sig selv, siger Esther Kjeldgaard, pensioneret efterskolelærer og bedstemor til to drenge.

Hver anden tirsdag tager N&U Mors imod en flok 6-11-årige børn i klubhuset i en gammel bygning på Esther Kjeldgaards fem tønder land. Her, og i lokalområdet, står den på blandt andet madlavning over bål, orienteringsløb, undersøgelse af vandhuller, overnatning i shelters, fisketure, kanosejlads samt besøg hos landmænd og biavlere.

- Vi har en smuk natur og har ideelle betingelser for at skabe et godt princip om at beskytte de vedvarende ting, som børnene aldrig glemmer, siger Esther Kjeldgaard.

At oplevelserne hænger ved, kan et af Natur & Ungdom Mors’ første medlemmer, den nu 31-årige Rasmus Houmann, bekræfte.

- Vi lærte at omgås naturen og samtidig have respekt for den. I dag er min store passion fiskeri og jagt, og jeg er nu færdiguddannet ved politiet. Jeg tror, at naturklubben har haft indflydelse på alle dele, for glæden ved at have den personlige relation til mennesker og naturen hænger ved, til dels både i mit job og mine fritidsbeskæftigelser, siger han.

Esther Kjeldgaard glæder sig over langtidseffekten af sin indsats.

- Jeg bliver ved, så længe jeg kan. Alle vi ledere er oppe i årene, og jeg håber, at nogen vil overtage klubben efter os, når vi stopper. Alt andet ville være synd, siger hun.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste