Billede beskrivelse

Nyt smedespeciale tiltrækker elever udenfor markedsområdet

euc: Smed med robotsvejsning

20. august 2019 kl. 09.00

EUC Nordvest oplever stor interesse for det nye smedespeciale, ’smed med robotsvejsning’, som skolen - som den foreløbig eneste skole i landet – udbyder. De første elever på specialet er nu mere end halvejs gennem første hovedforløb, og de er begejstrede for det nye speciale. EUC Nordvest har udviklet specialet sammen med en række førende virksomheder fra branchen og i tæt samarbejde med Industriens Uddannelser. Med det nye speciale imødekommer man branchens efterspørgsel på smede med særlige kompetencer inden for robotsvejsning, og der er derfor også stor interesse for specialet – både blandt elever og virksomheder.

Et speciale med potentiale

Peter Løth og Magnus Lund har begge valgt at skifte skole, fra EUC Nord i Frederikshavn til EUC Nordvest, netop fordi de her kan tilegne sig de efterspurgte kompetencer inden for robotsvejsning.

Det er et spændende speciale, hvor man ikke bare skal arbejde med sine hænder, men hvor man i høj grad også skal bruge hovedet. Teknologi, robotter og computere er fremtiden – også i smedebranchen - så det her er virkelig et speciale med potentiale. Jeg kan mærke for hver time, at jeg lærer nyt. Jeg oplever hele tiden fremdrift, og jeg kan løbende se flere og flere muligheder med teknikken. Robotter er supereffektive, men de laver jo kun det, de får besked på, så det handler om at blive så god som mulig til at kommunikere med robotterne, så vi får mest muligt ud af dem. Det er kompetencer, som jeg er sikker på vil være i høj kurs i branchen, og har man ikke dem, så er jeg bange for, at man med tiden vil blive sat af, lyder det fra Peter Løth, der er voksenelev hos ØRUM-Smeden i Taars.

Da robotsvejsnings-specialet pt. kun udbydes på EUC Nordvest, vil det for manges vedkommende kræve et skoleskifte at få netop dette speciale.

Det, at vi er partnerskole i det landsdækkende videnscenter for automation og robotteknologi, har været med til at muliggøre, at vi har kunne foretage store investeringer i nyt udstyr. Vi er for eksempel den eneste erhvervsskole i landet, der har de avancerede svejserbotter fra Valk Welding. Når vi så samtidig er first-movers på det her speciale, så bliver vi også interessante for elever og virksomheder uden for vores traditionelle markedsområde. Så kan vi lige pludselig tiltrække elever, som vi ellers ikke ville have fået. Og uanset hvor i landet, man er bosat, kan man tage specialet her – også selvom man ikke har taget sine grundforløb her på skolen, fortæller specialkonsulent Bente Homann fra EUC Nordvest.

Det er en mulighed, som smedeelev Magnus Lund fra ØRUM-Smeden har benyttet sig af. Ligesom for Peter Løths vedkommende er det det nye speciale, der er direkte årsag til Magnus’ skoleskifte.

Næste hold på det nye smedespeciale starter op d. 7. oktober, og der er stadig fem ledige pladser. Tilmelding sker via www.optagelse.dk.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste