Nye i ældrebestyrelsen
Tre nye ansigter fik bestyrelsen i Ældre Sagen Mors, da der forleden var repræsentantskabsmøde. Ind kom Johanne Roesen fra Vils, Knud Boll fra Nykøbing og ligeledes fra Nykøbing Tove Gransgaard.
De erstatter Ulla Andersen, Solveig Berg og Carsten Sørensen, der ikke ønskede genvalg.
Ældre Sagen Mors havde som altid til sine arrangementer stor tilslutning. Kasserer Kirsten Nielsen fortæller således, at hele 215 mennesker mødte op til repræsentantskabsmødet, som i dag er henlagt til de tidligere Morsø Ungdomsgård-lokaler i Sparekassen Thy Arena Mors.
Gerhard Mark underholdt, og der blev sunget og nydt smørebrød, kaffe og hvedebrød.
Regnskabet i foreningen balancerer med et minus på 272 kroner. Der er fremskrevet 9632 kroner, som kan bruges til aktiviteter i år.
Frivillige har Ældre Sagen Mors omkring 100 af, så alt i alt er det hele positivt.
- Vi havde en dejlig aften med en skøn stemning og glade mennesker. Gerhard Mark er altid god, og vores medlemmer er glade for at synge, fastslår Kirsten Nielsen.
Nu skal bestyrelsen konstitueres, hvorefter arbejdet med at lægge nyt program med nye aktiviteter går i gang.
- Vi lovede på repræsentantskabsmødet, at vi vil arrangere flere God Søndag fremover, for det vil folk gerne have, slutter Kirsten Nielsen.