Ny velfærdsbygning ved Næssundfærgen
Torsdag formiddag blev den nye velfærdsbygning sat på plads ved færgelejet i Nees
NEES: I 100 år har Næssundfærgen klaret sig uden velfærdsbygning og offentlige toiletter ved færgelejet på Mors-siden. Det blev der rådet bod på torsdag formiddag 20. august, hvor Haaning fra Vils leverede den færdigproducerede bygning og satte den på fundamentet.
Overfartsleder Find Kristian Pedersen holdt øje, da kranen løftede bygningen på plads. Og selv om det regnede en del, så faldt den nye bygning på et tørt sted, mente han.
- Vi har jo en del familier med børn. Voksne kan holde sig, hvis de skal på toilet. Det kan børn ikke så godt. Så det er godt, at der kommet offentlige toiletter, siger han.
Den omkring 10 ton tunge bygning indeholder udover to offentlige toiletter også en velfærdsbygning for færgepersonalet.
Prisen for bygningen er ifølge Henrik Olsen, der er bestyrelsesformand i Næssundfærgens Venner, godt 500.000 kr.
Pengene er tilvejebrag med hjælp fra LAG Thy-Mors og Morsø Kommune, der har bidraget med halvdelen.
- Derudover skal vi nu ud at skaffe yderligere penge, siger Henrik Olsen.
Han glæder sig over de nye faciliteter, der vil gøre livet lettere for færgens mange frivillige.
- Hvor vi førhen måtte pakke fem biler med service og andet, når vi skulle på aftentur, kan vi nu klare f.eks. opvasken ved færgen, siger han.
Færgelejet i Nees var den sidste havn på Mors uden velfærdsbygning.
Af hensyn til retningslinjerne omkring covid-19 bliver der ingen festlig indvielse lige nu og her.
- Vi skulle også have fejret færgens 100-års-jubilæum i år. Men nu må vi se tiden an. Måske bliver der noget til foråret, siger næstformand Leif Noppenau.
Efter planen skal færgevennerne nu i gang med at male bygningen. Den skal nemlig være sort som kommunens øvrige velfærdsbygninger.
Næssundfærgen drives af venneforeningen, der tog over, da færgeruten i sin tid skulle nedlægges som offentlig drevet færgefart.