Ny udgave af Blindes Jul er snart på gaden
THY-MORS: Så er det atter tid til at have kontanter eller mobiltelefonen parat, når Blindes Juls sælgere fra den 23. oktober kommer og stemmer dørklokker.
- Vi kan igen i år tilbyde en inspirerende udgave af vores juleblad for kun 30 kroner – langt under prisen for et ugeblad. Det er derfor ikke mange penge, du behøver at bruge for at komme i den rette julestemning og samtidig støtter du et godt formål, skriver Dansk Blindesamfund Thy-Mors i en omtale.
Der er mange spændende julehistorier og noveller både for børn og voksne. Og lokale Kristine Frøkjær har skrevet julenovellen ”Lidt kongelig har man vel lov at være”.
Bladet indeholder flere spændende konkurrencer, julespil og krydsord, som hele familien kan få glæde af.
Du kan bl.a. vinde et ophold på Dansk Blindesamfunds hotel og kursuscenter Fuglsangcentret i Fredericia.
Der findes en artikel om det at være bager som synshandicappet skrevet af Hans A Lejel.
- Du har også mulighed for at vinde bøger, skrevet af vores lokale forfatter, Agnete Odgaard-Jensen Hurup, som selv er blind, står der i omtalen.
Overskuddet går ubeskåret til blinde og svagsynede i Dansk Blindesamfund Thy-Mors.
- Vi kan for pengene lave flere årlige arrangementer for vore medlemmer. Disse er til stor glæde for alle og er med til at forebygge ensomheden, som er den synshandicappedes værste fjende. Til sådanne sammenkomster må vi bruge taxaer, og takket være indtægterne fra Blindes Jul, kan vi magte disse opgaver økonomisk, skriver Dansk Blindesamfund Thy-Mors i omtalen.
- Vi er rigtig glade for, at der findes mødesteder for synshandicappede i Thisted, Hurup og Nykøbing. Tidligere var de drevet af kommunerne, men pga. besparelser indenfor kommunerne, har vi nu overtaget driften af disse. Det betyder yderligere udgifter for os, men mødestederne har så vigtigt en funktion for os med synshandicap, at de bare må og skal drives videre. Derfor håber vi på at I vil gøre det muligt for os, ved at støtte os gennem købet af Blindes jul.