Ny sorggruppe for forældre der har mistet et barn
JERSLEV: For mange mennesker er det svært at tale om, at børn også kan dø. Derfor kan man som mor eller far til et barn, der ikke lever mere, opleve en stor ensomhed.
I Brønderslev Provsti findes en sorggruppe, som specifikt henvender sig til forældre, der har mistet et barn. Sorggruppen er for forældre i hele Aalborg Stift og har opstart tirsdag den 17. september.
Leder af sorggruppen er Ann Sofi Lægsgaard Andersen, som er sognepræst i Jerslev, Hellum og Mylund kirker. Hun har gennem årene beskæftiget sig meget med sjælesorg og samtale og har gennemført efteruddannelse om den medmenneskelige samtale.
Hun har tidligere haft sorggruppe for forældre, der har mistet et barn. Der var stor tilslutning, og derfor starter hun en ny sorggruppe, som mødes i konfirmandstuen ved Jerslev Præstegård første gang den 17. september. Herefter mødes gruppen syv tirsdage i løbet af efteråret og vinteren. Der er maks. 10 deltagere i sorggruppen.
- Sorgen over at have mistet et barn kan kun forstås af forældre, der selv har prøvet det. Derfor kan det være utroligt givende at tale med andre i samme situation, siger Ann Sofi Lægsgaard Andersen.
Hun fortæller, at en far, der havde mistet sin syvårige søn, oplevede, at sønnens død blev tiet ihjel.
Der blev en forlegen stemning omkring dødsfaldet. Folk kiggede den anden vej, og faktisk kunne han kun tale med sin kone og børn om sønnen.
Ann Sofi Lægsgaard Andersen understreger, at alle er velkomne, uanset bopæl og kirketilhørsforhold. Det er gratis at være med, men man skal tilmelde sig hos sognepræsten på telefon eller via e-mail.