Billede beskrivelse

Ny legeplads indviet med fest og borgmesterbesøg

27. august 2023 kl. 14.54

I lørdags blev den nyrenoverede legeplads, Søndertoftens legeplads i Ørding, officielt åbnet med fest efter borgmester Hans Ejner Bertelsen havde klippet snoren med ordene:

- Det her er et symbol på, hvad I kan her i Ørding, for det er en stor og dyr opgave at bygge en ny legeplads efter nutidens mange og skrappe regler. Men I har gjort det i fællesskab, og det er sådan noget her, der gør mig glad og stolt over at være borgmester på Mors. Sammen er vi bedst. Godt gået alle sammen.

Billede beskrivelse

Og det har været et kæmpe arbejde, som frivillige fra lokalsamfundet i og omkring Ørding har ydet siden Søndertoftens Grundejerforening på deres generalforsamling sidste år besluttede at renovere og genrejse den gamle legeplads.

- Det første, der skulle ske, var jo, at vi skulle finde penge til arbejdet. For vi startede på helt bar bund. Men gennem fonde, bidrag fra lokale virksomheder, landdistriktsrådet og ikke mindst en startkapital fra Nykøbing Mors Andelsboligforening blev der indsamlet 150.000 kroner. Da det var på plads, gik vi i gang sidste sommer, fortæller formanden for grundejerforeningen, Erik Sørensen.

Så med penge på bogen begyndte frivillige at bygge et nyt stort hegn omkring pladsen. Der blev også sidste sommer anlagt en petanquebane, som en integreret del af legepladsen, hvilket især de ældre nyder gavn af.

Billede beskrivelse

Opgaven blev delt

Der var tilmed en masse papirarbejde med at indhente godkendelser og sætte sig ind i de meget skrappe regler, der i dag skal opfyldes, når man vil anlægge en legeplads. Den del tog bestyrelsen sig af.

Men det kreative og fysiske arbejde med at indrette og bygge selve legepladsen blev overdraget til de unge. Her greb fire børnefamilier fra området bolden og fik koordineret det arbejde med Henrik Svenningsen i spidsen.

- Vi fik fat i en legepladsmontør fra Bjerringbro, der på Facebook annoncerede, at han havde nogle brugte legeredskaber til salg. Så her fik vi materialer at gå i gang med til nok den halve pris af, hvad det ville have kostet fra ny, forklarer han.

Billede beskrivelse

Med frivillig kraft blev legepladsen så bygget op i løbet af det seneste år – og der er brugt mange weekender og aftener på at færdiggøre arbejdet, som i lørdags blev indviet med en fest med stor deltagelse af både børn, forældre og en stor gruppe ældre.

- Vi har indrettet pladsen med et stort legeområde og en stor petanquebane samt et frokostskur, så pladsen kan benyttes af alle på tværs af generationer. Og i frokostskuret kan børn fra børnehaver eller dagplejen spise deres medbragte mad, når de besøger pladsen, forklarer Henrik Svenningsen.

Således blev både legeredskaber, frokostskur og petanquebanen taget i brug i lørdags med stort fremmøde fra tre generationer, da grundejerforeningen inviterede til fest med grill, hygge og en masse glade børn, der tumlede rundt på deres fine nye legeplads.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste