Nu kommer dyrene igen til byen
Dyrskuet Thy-Mors holdes 10.-11. juni på Dyrskuepladsen i Thisted
THY-MORS: 10.-11. juni indtager kvæg, heste og andre husdyr igen Dyrskuepladsen i Thisted og med dem masser af dyrskuegæster, både børn og voksne.
Dyrskuet Thy-Mors har ikke været afholdt siden 2019, idet coronaepidemien både i 2020 og igen i 2021 satte en stopper for arrangementet. Derfor har dyrskueudvalget under landboforeningen Fjordland, der står bag skuet, besluttet, at programmet i år vil blive som det, man kender fra tidligere.
- Vi har bestemt, at når det nu har været nede i to år, så ændrer vi ingenting. Vi starter med det gamle, og så kan man altid se, om der er noget, der skal laves om, siger Kim Jørgensen, formand for dyrskueudvalget.
Han erkender, at man er spændt på, hvordan det kommer til at gå med tilmeldingerne efter den lange pause.
Når det gælder maskinudstillingen, bliver den cirka på samme niveau som for tre år siden, oplyser han.
Om fredagen, 10. juni, er små skolebørn fra både Thisted, Morsø og Struer kommuner inviteret til at komme og se på dyr og maskiner, lege i halm og få en køretur i en hestevogn. Der plejer at komme cirka 2700 børn den dag, og ifølge Kim Jørgensen er antallet af tilmeldinger på samme niveau som tidligere.
Lørdag gælder det det egentlige dyrskue med udstillinger og bedømmelser. Det er også planen, at lokale fødevareproducenter kan leje en stand og vise deres produkter frem.