Nu kommer der flere taxaer på vejene i hele Thy og på Mors
Vognmandsfirmaet Sydthy Minibusser ApS har netop meldt ud, at de nu begynder at køre taxakørsel i Thy og på Mors med en taxa og lokal chauffør hvert sted – til at starte med.
Det fortæller den unge vognmand, som ejer vognmandsfirmaet, Helle Søndergaard.
- Vi har i nogen tid fået flere og flere henvendelser og forespørgsler på taxakørsel. Og efter en del overvejelser har vi besluttet at slå til. Så vi er netop nu ved at få en ekstra bil ind, og vi får ansat tre nye chauffører, så vi er klar til den nye udfordring her i denne travle tid med julefrokoster, forklarer Helle Søndergaard.
De første taxa-ture havde Sydthy Minibusser allerede på Mors og i Thy den 17. november. Så det er bare at ringe til os, så er vi klar, lyder det fra Helle Søndergaard.
- Vi har allerede fået en hel del bestillinger, så vil man være sikker på, at vi er ledige, så skal man nok bestille os i god tid. Men vi glæder os til at tage fat på opgaven, siger hun.
Træder i farmors fodspor
Helle Søndergaard på blot 23 år blev allerede som 21-årig vognmand og indehaver af Sydthy Flextrafik, som hun startede med en minibus med lift den 1. juli 2021. Da havde hun en kontrakt med NT.
Men meget hurtigt blev det til mere og i dag, hvor hun også har skiftet navn til Sydthy Minibusser ApS, har hun fire liftbiler, en minibus med plads til 19 passagerer, tre taxavogne med plads til henholdsvis otte og syv personer samt seks personvogne i garagen hjemme på adressen Vestergårdsvej 2 Grurup – og med 16 chauffører inklusiv hende selv og hendes far Palle Søndergaard på lønningslisten.
Og det var netop hendes far Palle Søndergaard, der fik Helle inspireret til at blive selvstændig vognmand – på trods af hendes unge alder. Han har nemlig selv kørt taxi siden, han fik sit taxakørekort som 21-årig – og han kørte for sin mor, Ellen Søndergaard, der fra 1995 til 2004 havde vognmandsfirmaet Svankjær Taxi i Bedsted.
- Man må sige, at faget ikke ligger mig fjernt. Så da jeg tog et sabbatår efter min handelsskole eksamen, så blev min far og jeg enige om at realisere en drøm om at starte et vognmandsfirma op, hvor jeg kom til at stå som indehaver og vognmand. Præcis som min farmor, fortæller Helle.
Ordrebogen er fyldt godt op
Det er gået slag i slag for den unge vognmand, der løbende har fået flere og flere biler og chauffører i takt med, at opgaverne har meldt sig. I dag har Helle Søndergaard kontrakter med både Midttrafik og NT.
Man kan også leje den store bus med plads til 19 passagerer, hvis man er en gruppe, som skal på tur eller andet.