Nu kan fodboldspillerne se bolden igen
HANSTHOLM: I Hanstholm er fodboldspillerne glade. Topmoderne LED lamper med fuld power har afløst den gamle gule stadionbelysning.
Nu kan der spilles bold uanset tidspunktet på døgnet. For hver en krog af det store baneanlæg er nu badet i kraftigt lys.
- Det er virkeligt dejligt. Vi har nu trænet to aftener med det nye lys og mærker den store forskel i forhold til før, siger Bo Thøgersen, der er hjælpetræner for seniorholdene i serie 3 og 4 hos Hanstholm IF.
- Nu kan spillerne se bolden og skelne farverne på trøjerne. Det kunne vi ikke før. Da var områder på banen så dårligt belyst, at det påvirkede spillere og spillet. Vi kan nu træne som i dagslys, og vi kan endda spille aftenkampe - uanset hvor mørkt det måtte være.
Flerårig drøm
Hos Hanstholm IF har det har været et ønske i flere år, at få det aldrende stadionlys skiftet.
- Det trængte virkelig til at blive skiftet. Det var ikke kun selve lyset der var dårligt. Anlægget havde mange driftsproblemer, blandt andet at det ofte gik ud, siger Anders Stenumgaard fra Hanstholm IFs Stadion og Klubhusudvalg.
Fodboldklubben har arbejdet sammen med kommunen i halvandet år om projektet, som i dag skaber glæde i foreningen.
- Det har været et godt samarbejde, der er endt med, at vi har fået topmoderne lys på vores anlæg. Det er vi rigtig glade for, siger Anders Stenumgaard.
Det nye lysanlæg består af 10 styk 1500 watts LED-armaturer med en styrke på 120 lux. De er monteret i de eksisterende master. Armaturerne spreder lyset jævnt over hele banearealet.
Prisen for projektet løb op i 350.000 kroner.