Nu færdiggøres projektet omkring Værftet – og borgmesteren svingede gravkoen
VILDSUND: Det var med borgmesterbesøg og en lille festlig begivenhed, at bestyrelsen bag Værftet i Vildsund kunne markere, at projektet omkring værftsbygningen på havnen i Vilsund nu er nået til sidste etape.
Med støtte fra Nordea Fonden med 825.000 kroner, Lokale- og anlægsfonden med 400.000 kroner og 100.000 kroner fra Thisted Kommune, kunne bestyrelsen, der står for driften af Værftet, sætte byggeriet af en tilbygning til Værftet og etablering af et multifunktionelt maritimt udeområde på den sydlige side i gang. Og dermed bliver sidste areal omkring Værftet taget i brug.
Forvandlingen af det gamle havneområde i Vildsund har stået på i omkring 10 år siden lokale ildsjæle og frivillige fra foreninger satte sig for at omdanne det til til et aktivt sted for borgere og turister.
Da den gamle værftsbygning efter en gennemgribende renovering blev taget i brug i 2019 samtidig med, at Thisted Kommune fik anlagt deres første Cold Hawaii Inland-modul ved siden af Værftet i Vildsund, kom der for alvor gang i aktiviteterne på havneområdet.
- Vi har nu i et år arbejdet på at få færdiggjort projektet omkring Værftet, og nu kan sætte byggeriet i gang. Og det er Årup Kloak og Entreprenør, der står som hovedentreprenør på arbejdet, der forventes færdigt i uge 48, siger formand for bestyrelsen af Værftet, Flemming Jensen.
Skaber sammenhæng
Projektet, der nu sættes i gang, består af en tilbygning på 60 kvadratmeter til værtsbygningen. Tilbygningen får et glastag og en stor skydedør, så det kan danne tag over forskellige aktiviteter – blandt andet koncerter, børneteater og andre kulturelle og maritime arrangementer.
Det sidste areal syd for Værftet skal nu omdannes til et multirum med samme belægning af beton, som kendetegner designet ved Cold Hawaii Inland-modulet.
- Vi vil dermed skabe en sammenhæng mellem Cold Hawaii Inland og Værftet. På det store betonområde vil der blive opsat mobile plinter af egetræ, som vi kan flytte rundt med og benytte på forskellig vis, når vi har arrangementer på og omkring Værftet, forklarer Flemming Jensen.
Cold Hawaii Inland-modulet og Værftet bliver nu forbundet med beton, og der etableres en bro over til Thisted Kommunes vandshelter. Der bliver skabt en adgang for handicappede rundt om hele værftsbygningen – også ved hjælp af betonelementerne.
Borgmester på gravko
Thisted Kommunes borgmester, Niels Jørgen Pedersen, var inviteret til at grave det første ”spadestik”med en gravko og dermed sætte arbejdet i gang.
Og det gjorde han i fin stil fra gravkoens førerhus efter, han havde fået en lille intro i, hvordan sådan en maskine skal håndteres.
- Jeg har fulgt det her projekt i Vildsund, siden jeg kom i byrådet i Thisted. Og det er mindst tredje gang, jeg kommer her og tager det første spadestik. De to første gange var da Værftsbygningen og etableringen af Cold Hawaii Inland-modulet skulle startes, og jeg har også været med til at klippe snore hernede, fortæller han.
Det er dog første gang som borgmester, han er inviteret til Vildsunds havneområde. De to første gange var det i hans egenskab som formand for erhvervs-, arbejdsmarkeds- og kulturudvalget i Thisted Kommune.
- Det, der er så dejligt ved at støtte et projekt som det her, er, at man virkelig kan mærke, at der er sammenhold og opbakning her i lokalsamfundet til at gå på med ildhu for at få noget op at stå. Og det er jo blevet til et fantastisk område her i Vildsund. Både til glæde for de lokale borgere, for turisterne og en perle for Thisted Kommune, sagde han, før han startede gravkoen og på fornemste vis fik gravet den første skovlfuld jord.