Nu er Ørding igen befriet
Frihedsfest vender tilbage onsdag 4. maj
ØRDING: Danmark er blevet befriet - for corona. Det fører nu til, at Ørding Missionshus igen kan markere en endnu større befrielse, der i år fandt sted for 77 år siden.
- Ørding Missionshus blev indviet i 1952, og de mange efterfølgende år blev der afholdt frihedsfest 4. maj. Det var selvfølgelig afslutningen på Anden Verdenskrig og den tyske besættelse, der blev fejret. For to år siden besluttede vi at genoptage denne frihedsfest. Da havde vi absolut ingen anelse om, hvor aktuelt det ville blive fremover, siger Henning Bjerregaard, Storup, der er formand for Ørding Menighedsråd.
På grund af corona blev arrangementet udsat to gange. Men nu er man klar igen.
- På onsdag 4. maj om aftenen holder vi påny frihedsfest. Vores tidligere sognepræst, Erik H. Bennetzen, kommer og holder festtalen, ligesom der også bliver lejlighed for andre til at få ordet. Vi vil selvfølgelig også være vært med kaffebord, og alle er velkomne, siger Henning Bjerregaard.
Han tilføjer, at Erik H. Bennetzen stammer fra det sydlige Jylland og derfor har et særligt forhold til Anden Verdenskrig og dens afslutning. Han virkede desuden som vikarpræst i Thy i de cirka 20 år, hvor han og hans kone boede i Vestervig.