Billede beskrivelse

Nors gik fra sæsonpremiere med oprejst pande trods nederlag

29. september 2023 kl. 11.35

Efter et par sæsoner i jyllandsserien er Nors igen af finde i 3. division, og torsdag aften skulle thyboerne så i ilden for første gang i denne sæson. Thyboerne fik sig noget af en ilddåb, for modstanderen i første kamp var Nøvling, der som nedrykker fra 2. division ventes at spille med i toppen af rækken. I kampen på hjemmebane leverede Nors god fight, og særligt i defensiven bed hjemmeholdet godt fra sig. Det var dog ikke nok til point, og Nors endte med at tabe med 23-25.

- Nøvling er godt hold med en god bredde, men vores defensiv gjorde rigtig ondt på dem, og det var desværre i angrebet, at vi tabte kampen. Spillerne skal dog have stor ros for at spille med stort hjerte og aldrig slå op i banen, siger Nors-træner Anders Heshe.

Fra starten af kampen gjorde det offensive forsvar fra Nors ondt på Nøvling, og derudover fik Matti Landbo i målet også godt fat, dog voldte venstrebacken fra Nøvling store problemer i løbet af første halvleg. I den offensive del af spillet var Thomas Schmidt mest toneangivende, men hjemmeholdet brændte lidt for meget. Efter en første halvleg med god intensitet men også lidt for mange afbrændere fra Nors var stillingen 8-12.

I anden halvleg kom Nors rigtig godt ud, og thyboerne fik reduceret til 14-15. Matti Landbo og Thomas Schmidt fortsatte deres gode spil, og samtidig ydede Rasmus Kristensen også en god indsats på stregen. Efterfølgende fik Nøvling dog taget hånd om opgøret igen, og i den efterfølgende del af kampen fik gæsterne så trukket fra til stillingen 20-24. I den sidste del af kampen satsede Nors så hele butikken og gik op i et helbanepres i jagten på point. Nors fik sat nogle reduceringer ind, men det kom lige en postgang for sent, og hjemmeholdet endte med at tabe med 23-25.

- Vi skulle nok have stoppet blødningen i anden halvleg noget før, men vi kan virkelig gå fra den her kamp med oprejst pande. Vi tabte nok på, at de havde lidt mere bredde og fysik, siger Anders Heshe.

Tror på overlevelse

Som nyt hold i 3. division ved Nors BK godt, hvor deres fokus skal ligges.

- Vores målsætning er at sikre en ny sæson 3. division, og om vi skal via nogle kvalkampe er underordnet. Det er en god 3. division i år, men kan vi undgå skader på vores nøglepositioner, så tror jeg også på, at det godt kan lykkedes, siger Anders Heshe.

Kampfakta

Håndbold, 3. Division

Nors BK

Nøvling IF

Resultat: 25-23

Pause: 8-12

Mål: Thomas Schmidt 6, Mikkel Sand 5, Kasper Gravesen 4, Rasmus Kristensen 4, Kasper Jonasen 2, Anders Iversen 1 og Matti Landbo 1.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste