Billede beskrivelse

Nordthy tog håneretten i lokalbrag mod Mors-Thy 2

24. november 2023 kl. 12.31

Den lokale håneret var på spil, da Mors-Thy 2 og Nordthy torsdag aften mødtes i 2. division. I en flot kulisse i Nykøbing med mange tilskuere og god stemning tog lillebror fra Nordthy en sejr på 26-24.

- Mange havde valgt at tage turen fra Sennels til Mors. Tilskuerne skabte en fed atmosfære, hvilket gav spillerne de sidste procenter. Vi havde super godt styr på dem i defensiven, og så havde vi også marginalerne til sidst, siger Nordthy-træner Frank Markvorsen.

Hos Mors-Thy peger de på manglende erfaring som en af grundende til nederlaget.

- Vi stillede med et ungt hold, og man kunne godt se, at vi manglede lidt hår på brystet. Spillerne blev kyst og slog sig, og så fik de også lov til at mærke presset fra tilskuerne, siger Mors-Thy 2-træner Mikkel Aggerholm.

Fra starten af kampen virkede Nordthy til at have overtaget i kampen. Med en stærk defensiv havde thyboerne godt styr på Mors-Thy 2, der blev presset ud i afslutninger, der var fordelagtige for Rasmus Chrisander i målet. Samtidig havde gæsterne også succes med at få lukket ned for hjemmeholdets ellers stærke kontrafase. I første halvleg fik Nordthy opbygget sig en solid føring, og thyboerne gik til pause foran med 16-12.

I anden halvleg fortsatte Nordthy med at være i front, men et stykke inde i halvlegen begyndte hjemmeholdet at komme mere i omdrejninger. Mors-Thy 2 havde succes med et mere offensivt forsvar, og i målet fik Simon Lundorf godt fat i afslutningerne fra Nordthy. Offensiven kom også bedre i gang, hvor Kasper Lopdrup agerede kraftfuld dynamo. Efter at Nordthy havde været komfortabelt foran fik Mors-Thy 2 reduceret til 23-24. Selvom Nordthys angrebsspil i anden halvleg havde lidt under Mors-Thys offensive tilgang til forsvarsspillet, så fik Nordthy i de pressede situationer scoret. Nordthy havde marginalerne, og de endte med at vinde 26-24. 

- Selvom det her kun var vores anden sejr i sæsonen, så har vi i flere kampe vist, at vi er et godt hold. Når man er i modgang, så er det stolpe ud, men mod Mors-Thy havde vi tur i den, og marginalerne røg over på vores side, siger Frank Markvorsen.

Mikkel Aggerholm ærgrer sig over nederlaget, men ser samtidig det positive i, at hans unge spillere fik god erfaring.

- De her lokalbrag lever jo deres eget liv. Det var en fed kamp med en fed atmosfære. Vi er selvfølgelig skuffede over nederlaget, men det var også gode lærepenge for spillerne, siger Mikkel Aggerholm.

Kampfakta

Håndbold, 2. Division 

Mors-Thy 2

Nordthy IF

Resultat: 26-24

Pause: 12-16

Mål for Mors-Thy 2: Anders Toft 8, Kasper Lopdrup 5, Nik Haaning 5, Mads Struntze 2, Thomas Petersen 2, Markus Eriksen 1 og Rasmus Houmøller 1.

Mål for Nordthy: Benjamin Pujol 6, Mathias Larsen 6, Frederik Holm Madsen 5, Mads Houmøller 5, Emil Skadhauge 3 og Morten Jensen 1.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste