Nordthy kæmpede sig til sæsonens første point
Efter fem nederlag fik Nordthy stoppet stimen af nederlag i lørdagens kamp på hjemmebane mod Skive. Thyboerne sad efter kampen tilbage med en lidt blandet fornemmelse. Nordthy fik nemlig kæmpet sig til et point efter at have været bagud med tre mål fem minutter før tid, men med mere skarphed i afslutningerne kunne Nordthy have fået fuld gevinst i opgøret.
- Alt i alt er vi tilfredse, specielt eftersom det så svært ud til sidst. Der var dog basis for flere mål i kampen, og vi brændte for mange store chancer, siger Nordthy-træner Frank Markvorsen.
I første halvleg bølgede kampen frem og tilbage. Nordthy havde problemer i deres defensiv, og efter et kvarters spil valgte hjemmeholdet at skifte Emil Handest ind, og den unge målvogter fik fint fat fra starten af sit indhop. Efter en lige første halvleg var stillingen 14-14.
I anden halvleg fik Nordthy-defensiven for alvor fat, og Skive havde svært ved at komme til scoringer. Halvvejs igennem anden halvleg begyndte Nordthy så at misbruge flere store chancer. De mange afbrændere gjorde, at Skive fik lov til at trække fra, og med fem minutter tilbage af kampen var skibonitterne i front med tre mål. Med en stærk slutspurt fik Nordthy så udlignet til slutstillingen 23-23.
- Vi havde et godt forsvar, der fik presset Skive ud i nogle gode situationer. Selv brændte vi for meget i anden halvleg, og vi havde nok 10 brændte afslutninger indover stregen, siger Frank Markvorsen.
Nordthy spiller deres næste kamp, når de på lørdag møder Stoholm på hjemmebane.