Nomineret til Danmarks bedste campingplads 2020
Tambosund Camping på Thyholm har i juli i år oplevet en fremgang på 115 pct.
TAMBOHUS: Tambosund Camping på Thyholm er blevet nomineret i konkurrencen om at blive Danmarks bedste campingplads 2020.
Det er hjemmesiden OpdagDanmark.dk der har lavet konkurrencen, hvor man finder de bedste campingpladser i Danmark, Sjælland, Fyn, Sydjylland, Midtjylland og Nordjylland. Udover titlen får alle de nominerede, der får over 250 stemmer, en nål på Opdag Danmarks’ danmarkskort over de bedste oplevelser.
Preben Nielsen, der er indehaver af Tambosund Camping, fortæller, at han har haft en rigtig travl sommer, hvor det har kunnet mærkes, at danskerne har holdt ferie hjemme i Danmark i år. Campingpladsen har en stor gruppe af de såkaldte fastliggere, som er trofaste gæster, der kommer år efter år, og som aktivt tager del i afvikling af aktiviteter på pladsen.
Men Preben Nielsen fortæller videre, at selv om man først åbnede omkring bededagsferien i maj, er den 29. sæson blevet god. Bare i juli har man oplevet en stigning på 115 pct.:
- Det har vi aldrig oplevet før. Vi har aldrig haft så stor en tilgang, siger Preben Nielsen og lægger heller ikke skjul på, at der er rigtig mange thyboer, der benytter pladsen.
Tambosund er en campingplads i rolige omgivelser - helt ned til vandet, hvor der er egen bådebro, som man kan have sin båd liggende ved. Der er hytter og minigolf. Ved siden af kiosken er der en swimmingpool, og legeplads til børnene mangler heller ikke.
Nærmere på: www.opdagdanmark.dk og klik på ”Danmarks bedste”. Afstemningen slutter torsdag 13. august kl. 12.00