Henriette og Peter Rask håber, at det nye koncept vil give genklang lokalt. Privatfoto.
Livet her

Nautrup-firma lancerer nyt koncept

23. november 2018 kl. 11:08

For at kunne tiltrække nye autocamperturister og for at kunne give dem de bedst mulige forhold, har ægteparret Henriette og Peter Rask, der bor i Nautrup nord for Skive, netop udviklet Pintrip. Konceptet er bygget op omkring en guidebog, der viser de steder i Danmark, hvor Pintrips medlemmer gratis kan holde 24 timer med deres autocamper.

-Og hvorfor kan autocamperne ikke bare benytte de traditionelle campingpladser, spørger Henriette Rask, der selv besvarer spørgsmålet: - Det handler faktisk ikke om at vælge noget fra – men at vælge noget andet til. Autocamperfolket – der primært er 50+ - elsker friheden på fire hjul og retten til selv at bestemme, hvor de parkerer for natten. De kører autocamper for at kunne trække stikket, nyde livet og opleve noget nyt hver dag. Henriette Rask fortæller, at hovedparten af den målgruppe Pintrip sigter imod er købedygtige, nysgerrige livsnydere, der sætter pris på lokale kvalitetsprodukter og enestående naturoplevelser, mens de reelt ikke har behov for de faciliteter, en campingplads tilbyder, da de har det hele inhouse – og nemt kan finde steder, hvor de kan benytte en sanistation.

Problemet for autocamperfolket har hidtil været, at Danmark generelt halter bagefter i forhold til at tilbyde egnede holde/overnatningssteder ud over campingpladserne. Netop derfor har ægteparret Rask brugt måneder på at udvikle Pintrip, der er en dansk udgave af et autocamperkoncept, der bl.a. findes i Frankig, Spanien, Storbritannien og Tyskland.

Pintrip ApS stiller skilte til rådighed for værterne og står for det praktiske mht Pintrip Guiden, der – sammen med et klistermærke i forruden og årets udgave af guiden - er værtens sikkerhed for, at gæsten kender de overordnede regler.

-En del af konceptet er, at gæsterne absolut ingen forventninger har til faciliteter – ud over et fysisk sted at stille sin camper. Men de interne aftaler vært og gæst imellem blander vi os naturligvis ikke i, så det er op til hver enkelt vært at afgøre, om man vil tilbyde fx strøm og vand mod et rimeligt honorar – for at gøre pladsen mere attraktiv, understreger Henriette Rask.

- Jeg håber, at vores koncept vil have interesse for rigtig mange potentielle værter, så vi kan få Pintrip Guiden for 2019 på plads.

Annonceret indhold

Nyeste