Nationalparkcenter - som at bygge en bunker

Nationalpark Thys nye besøgs- og formidlingscenter i Vorupør bliver et solidt byggeri

16. april 2020 kl. 15.00
Opdateret 22. september 2022 kl. 16.41

VORUPØR: Nationalpark Thys nye besøgs- og formidlingscenter i Vorupør bliver et solidt byggeri.

Den irregulære bygning med tre store indgange skal til slut dækkes af en stor tung klit.

Derfor skal centerbygningen støbes i beton.

Et arbejde der begyndte to uger før påske med støbning af fundament.

Nu er entreprenørfirmaet HMC fra Thisted klar til at støbe væggene, hvoraf nogle bliver op til fem meter høje. Det kommer til at foregå ved såkaldt ”insitu-støbing” - hvor man ikke anvender færdige elementer fra fabrikken, men i stedet støber væggene på stedet.

- Det gør byggeriet meget stærkt. Næsten som at bygge en bunker, fortæller byggeleder Carsten Nielsen fra HMC.

- Vi bygger en række kassetter som monteres på soklen med vores kran og deri hælder vi så betonen. Væggene skal støbes i 20 og 30 cm tykkelse og vi støber 70 cm i højden ad gangen. Åbninger til vinduer og døre laves undervejs, fortæller Carsten Nielsen, der glæder sig til rigtigt at komme i gang med byggeriet af centeret til 31 mio. kroner.

- Vi har haft nogle problemer med at vi bygger direkte ned i sand. Det er jo et levende materiale - helt anderledes fra brun jord. Og så fik vi en sandstorm oven i det hele . Det gjorde det ikke nemmere, lyder det fra byggelederen fra HMC Entreprenørfirmaet fra Thisted der har beton-fagenterprisen på byggeriet.

Når murene er støbt, skal der lægges dæk på, primært af elementer leveret fra Thisted Cementvarefabrik. Men nogle dæk skal også støbes på stedet.

HMC har ni mand beskæftiget ved deres del af arbejdet der skal være overstået til september.

Nationalparkcenteret skal efter planen åbnes til påske 2021.

Byggeriet er støttet af Thisted Kommune, Augustinus Fonden, A.P. Møller Fonden, Realdania og Nordea-fonden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste