Natasha bager Danmarks bedste kartoffel
Der er kommet en danmarksmester i bagt kartoffel.
Det skete lørdag i Klitmøller, hvor 9 deltagere kæmpede om at vinde historiens første DM-titel i disciplinen.
Der blev lagt et imponerende højt niveau, da dommerne fik præsenteret den ene spektakulære bagte kartoffel efter den anden. Men kun én heldig kartoffel kunne løbe med sejren, og det blev Natasha Ann Ostas Fleischer fra Øster Brønderslev, som tog dommerne med storm med sin bagte kartoffel ’Southern Love’.
2. pladsen gik til Maj Fjord Nielsen fra Klitmøller, og 3. pladsen gik til Alexander Ipsen fra Farum.
Natasha vandt 1. præmien på 10.000 kr., et års forbrug af Bakkedal og en grønsagskasse fra Thykassen.
2. præmien var 2.000 kr., et års forbrug af Bakkedal og en grønsagskasse fra Thykassen. 3. præmien var 1.000 kr., et års forbrug af Bakkedal og en grønsagskasse fra Thykassen.
Bakkedal forventes at afholde ’DM i Bagt Kartoffel’ igen næste år.