Morten har masser af liv i sin hal
Når man råder over 40x20 meter hal med tilstødende mødelokale, multirum, cafeteria, fitnesscenter, omklædningsrum og toiletter, så har man rammerne på plads til at være områdets naturlige mødested for idræt, leg, familiefester, generalforsamlinger, foredrag og alt derimellem.
De mangeartede aktiviteter er også det, der giver masser af liv i Hørdum Hallen og holder halinspektør Morten Smed mere end almindelig godt beskæftiget med at servicere brugerne.
- Med så høj en aktivitet, er der mange forskellige opgaver at løse i løbet af en arbejdsdag. Det meste handler om rengøring for hele tiden at sørge for rene omgivelser til de næste brugere. Men ellers løser jeg alt fra at være kiosksælger, til at lave mad, sætte borde og stole op til møder og familiefester, foredrag og generalforsamlinger, sætte bander op og tage dem ned, når halvgulvet veksler mellem håndbold og indefodbold, finde rekvisitter frem – og meget, meget andet, smiler han.
Føler sig aldrig alene
Selv om, han er alene om jobbet med at servicere brugerne, så føler han sig aldrig alene. Han er på fornavn med de fleste af brugerne, og mødet med dem kan være alt fra et hurtigt hej, til at sidde over en kop kaffe og få en snak.
Dertil kommer de mange gode og glade oplevelser, han får, gennem de mange forskellige aktiviteter i hallen.
- Det kan være familien, og dem er der mange af, der lejer hallen og dens legeredskaber en tre timer for at fejre børnefødselsdag. Så står jeg gerne for at lave nuggets og pommes frites med saft eller sodavand til, mens forældrene gerne selv har fødselsdagskage og kaffe med. De timer med glade børn og forældre, er bare dejlige og livgivende, siger han.
Første hal med online booking
En anden oplevelse, der falder ham ind, var at få lidt viden og kendskab til jægere og jagt. Det skete i forbindelse med en trofæaften med indbygget spisning og foredrag om jagt.
- Det var spændende at være med til og opleve den verden, siger han og tilføjer:
- Men det kan også være en generalforsamling for de lokale biavlere.
Det store omdrejningspunkt for hallen er dog, som det altid har været, at give plads til al den idræt, som kan dyrkes indendørs. Derfor er de største brugere de lokale idrætsforeninger, men også dagplejen, børnehaven og skolen finder vej for at give de små mulighed for at få idrætslig glæde gennem leg og aktiviteter.
Og ud over den motion, hallen kan give, kan man dyrke gymnastik, dans, yoga og pilates i multirummet, hvor den ene bagvæg er en spejlvæg, eller benytte de mange forskellige maskiner og vægte, som det tilstødende fitnesscenter kan tilbyde.
- Vi har mange muligheder for anvendelse og aktiviteter, og jeg holder øjnene åbne for udviklingen og andre muligheder, en hal på 40x20 meter kan rumme. Det skal bare kunne sættes op i løbet af en halv time og ligeså hurtigt kunne tages ned igen, siger Morten Smed.
I øvrigt var Hørdum Hallen den første hal i Thy, der tilbød online booking, og i dag er der mange, der benytter sig af den digitale service til at leje en badmintonbane, en volleyballbane eller hele halvgulvet, mødelokalet eller multirummet.