Morsø Handelsgymnasium dyster i FN’s Verdensmål
Eleverne på Morsø Handelsgymnasium dyster mod hinanden til ”Verdensmålsdag”
NYKØBING: EUC Nordvest har gennem en længere årrække arbejdet målrettet med flere af de indsatser, der er indbefattet i FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling.
Et fokus, der bestemt ikke er blevet mindre, efter at skolen i starten af året fik status som UNESCO Verdensmålsskole. Verdensmålene indgår som en integreret del af undervisningen på de forskellige uddannelser - således også på Morsø Handelsgymnasium, som i dag har valgt at arrangere den helt store skoledyst udi verdensmålene.
HHX-eleverne fra Mors skal med afsæt i verdensmålene konkurrere mod hinanden inden for tre kategorier: ’Sprog og kultur’, ’samfundsfag og international økonomi’ samt ’afsætning, virksomhedsøkonomi og matematik’.
- Vi har 58 opgaver klar, som vi sender ud løbende hen over dagen. Det er opgaver, der bringer forskellige kompetencer i spil på forskellige tidspunkter. Nogle elever er meget kreative, nogle er bedre til tal og statistikker mens andre er stærke i kommunikative processer. Alle disse kompetencer kommer i spil hen over dagen. Vi kører naturligvis live-opdatering på den samlede stilling, og det gør bestemt ikke konkurrencen mindre intens. Det øger kun elevernes engagement - det er jo æren, der er på spil her, så der bliver ikke givet ved dørene, smiler underviser Pernille Græsbøl Eriksen fra Morsø Handelsgymnasium.
Som en ekstra gimmick har både elever og undervisere fået til opgave at møde op udklædt som et af verdensmålene, og noget tyder på, at elevernes valg af ungdomsuddannelse heller ikke fornægter sig i den sammenhæng. Hovedparten af eleverne er nemlig mødt op klædt i business-outfit som symbol på Verdensmål 8: Anstændige job og økonomisk vækst.
Eleverne har generelt taget godt imod initiativet med en hel dag med verdensmålene i fokus.
- Jeg synes, at det er spændende at lære om FN’s Verdensmål. Det er vigtigt for vores fremtid, at vi får indblik i, hvad vi skal gøre anderledes for at skabe en bedre verden. Og at gøre det på den her måde, hvor det er komprimeret og lavet som en konkurrence er helt klart en god ting. Det gør, at man går mere op i det, og det styrker uden tvivl også klassesammenholdet, at vi konkurrerer klassevis. Samtidig er det heller ikke kedeligt, da det – ud over konkurrencen - er en meget aktiv måde at lære på, hvor vi blandt andet også kommer uden for skolen og skal løse opgaver, fortæller Johanne Kraack Nielsen fra 3.g.
I skrivende stund er dysten ikke afgjort, men en ting er sikkert: Uanset hvordan eleverne klarer sig i dagens konkurrence, så er de alle som én blevet en hel del klogere på FN’s Verdensmål.