Morsø Garden spreder glæde på plejecentrene

Lørdag spilledes der på de fire centre ude på øen, mens de fire centre i Nykøbing havde besøg 4. og 9. april

19. april 2020 kl. 11.05

MORS: Hold afstand, vask hænder, sprit af, helst kun en fra en husstand, når der skal handles ind o.s.v.

Jo, i denne coronatid er der meget, borgerne skal tage hensyn til, og selvfølgelig skal man tage tingene alvorligt. Men der er jo også andre steder, det kan blive trist for borgerne- nemlig på plejecentrene, hvor beboerne selvfølgelig savner besøg. Det er der også lukket ned for.

Lørdag 18. april besøgte fire medlemmer af Morsø Garden for beboerne på Morsø Afklaringscenter og Ansgarshjemmet i Øster Jølby samt Hvidbjerg Plejecenter og Vejerslev Ældrecenter.

Dette efter at Morsø Garden 4. april havde spillet for beboerne på Fjordglimt og Støberigården, men den 9. april spillede for beboerne på Johan Riis’ Minde og Rolstruplund.

Diana Brund Christensen, der er medlem af og formand for Morsø Garden, fortæller, at i slutningen af marts blev hun kontaktet af Fjordglimt som også havde en forespørgsel med fra Støberigården:

- Der blev spurgt, om der kunne være en mulighed for, at vi ville komme forbi og spille lidt for dem. De syntes virkelig, at de trængte til at høre noget godt musik, da der jo er sket store forandringer efter at covid-19 havde meldt sin ankomst. Efterfølgende har Johan Riis’ Minde henvendt sig, og Rolstruplund fik man selv kontakt med, fortæller formanden:

- Vi er fire fra Morsø Garden, som fik sat en lille program sammen af melodierne ”Skønneste Mors”, ”I Danmark er jeg født”, ”Danmark nu blunder” og ”Kald det kærlighed” af Lars Lilholt.

Diana Brund Christensen siger, at da garden havde spillet på plejecentrene i Nykøbing, var man enig om, at de fire øvrige centre også skulle have tilbuddet:

- Hver gang har vi overholdt reglerne til fulde. Det være sig både, hvad afstand og afspritning angår. Vi har ikke været inde på plejecentrene, men hvert sted stået udenfor og spillet, siger formanden.

Morsø Garden er i denne tid lukket ned for arrangementer:

- Vi savner virkelig at komme ud at spille. At komme rundt på de forskellige plejecentre har været en rigtig god mulighed for at komme lidt af sted - og ikke mindst dejlig og af stor betydning når vi har mærket den glæde det giver beboerne, siger Diana Brund Christensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste