Morsø er igen i top med erhvervsuddannelser
Det er resultatet af en målrettet indsats, siger formanden for kommunalbestyrelsens beskæftigelses- og erhvervsudvalg
MORS: Nordjylland er den eneste af landets fem regioner, der opfylder regeringens 2020-målsætning om, at mindst en ud af fire skal vælge en erhvervsuddannelse efter 9. eller 10. klasse. Og med 32,3 pct. ligger Mors helt op i top, takket være et lokalt samarbejde, fremgår det af en pressemeddelelse fra Morsø Kommune.
Den ny statistik fra Undervisningsministeriet glæder Ellen Philipsen Dahl (DB), der er formand for Morsø Kommunalbestyrelses beskæftigelses- og erhvervsudvalg:
- Jeg glæder mig igen i år over at høre de flotte tal fra Mors. Vi har igennem en målrettet indsats og et stærkt samarbejde formået at få en stor del af kommunens unge til at søge ind på en erhvervsuddannelse, siger hun og tilføjer:
- På Mors har vi i en årrække været over målsætningen, og alle bag denne indsats skal have stor ros for, at vi er med helt fremme herhjemme, når det kommer til denne vigtige indsats for at have den uddannede arbejdskraft, som erhvervslivet efterspørger, fortæller hun.
Siden 2015 har Mors indfriet målet fra 2020-målsætningen med tal helt oppe på 39 procent for unge som søgte ind på en erhvervsuddannelse.
Baggrund er, siger Ellen Philipsen Dahl, et godt samarbejde med det lokale erhvervsliv, hvor der bl.a. er obligatorisk erhvervspraktik på Dueholmskolen og flere friskoler, og et godt samarbejde med erhvervsuddannelserne, en partnerskabsaftale mellem Dansk Byggeri, Morsø Kommune, EUC Nordvest og 3F Thy-Mors om et udvidet samarbejde, der skal bidrage til, at flere af de unge fra Morsø Kommune, der påbegynder en uddannelse inden for byggefagene, finder en praktikplads. Samtidig arbejder parterne generelt for, at flere unge i fremtiden vælger en erhvervsuddannelse.
Videre peges der i pressemeddelelsen på den årlige erhvervs- og uddannelsesmesse, EUD10 - 10. klasse for unge, der gerne vil have en erhvervsuddannelse, Blidstrup Efterskole har gennem flere år haft stor succes med deres håndværkerlinje, at erhvervene er tydelige på Mors, så de unge ser landbrug, håndværk og andre erhverv i deres hverdag samt at det generelle uddannelsesniveau hos forældre og uddannelsesmulighederne i området er formodentligt også er medvirkende til, at mange unge på Mors vælger en erhvervsuddannelse.