Morsø Billardklub fejrer 25 år med nye lokaler
FRØSLEV: Morsø Billard Klub fylder 25 år i år.
Og efter mange år i Firmasports lokaler i Nykøbing har foreningen nu fået foden under fire egne kegle-billardbord på førstesalen i den tidl. skole i Frøslev på Elsøvej 240.
Det hele bliver fejret med en reception på lørdag 14. maj kl. 11-17.
- I firmasport havde vi tre billardborde, som vi skulle dele med andre. Der kunne vi heller ikke selv bestemme, hvornår der var plads til os, fortæller kasserer gennem samtlige 25 år, Christian Rolighed Andersen.
Han tog derfor kontakt til Morsø Kommune og forhørte sig om muligheden for at få plads i skolen.
Det kunne klubben, der har 16 medlemmer.
Nu er der endelig plads til flere medlemmer, og foreningen håber, at flere unge vil interessere sig for billardsporten.
I forbindelse med flytningen stod foreningen lige pludselig i den situation, at man skulle anskaffe sig nye billardbord til de nye lokaler.
Anskaffelsen af nye borde var udelukket pga. prisen.
- Vi købte de fire borde brugt af billardklubben i Aså, der skulle have fat i nogle nye. Så dem fik vi fragtet til Frøslev, hvor vi fik sat nye duge på, fortæller klubbens turneringsleder René Günther.
Finansieringen har klubben kunnet skuldre ved hjælp af diverse fonde.
De fire borde vejer seks ton til sammen og de er blevet tilsluttet fjernvarmen. Det er nemlig for dyrt at opvarme bordene med el.
Mange udenforstående forbinder billard med hyggelige stunder på et værtshus.
Men i billardsporten er øl faktisk forbudt under turneringskampe.
Og dem spiller Morsø Billard Klub en del af.
- For syv år siden spillede vi i Serie 3. For tiden spiller vi i 3. division og vi er på vej til 2. division, fortæller klubbens formand, Svend Erik Langballe Larsen.
Réne Günther vandt desuden i marts i år landsfinalen i 5-kegler klassen og blev dansk mester.
Turneringen spilles først og fremmest i vinterhalvåret.
I sommerhalværet er der fast mødetid i klublokalerne en gang om ugen, nærmere sagt hver onsdag aften.
- I vinterhalvåret mødes vi mandag til torsdag aften, fortæller Christian Rolighed Andersen.
Han glæder sig over, at klubben allerede har fået seks nye medlemmer siden flytningen til Frøslev.
- Seks, inklusive præsten, som han bemærker.
Ved receptionen 14. maj kommer Morsø Kommunes borgmester, Hans Ejner Bertelsen (V), og holder en tale.
- Derudover har vi fået to topspillere fra Aså til at komme give en opvisning, fortæller René Günther.
Receptionen byder også på kaffebord og hyggesnak.
Har man lyst til at spille billard på klubniveau kan man kontakte formand Svend Erik Langballe Larsen på tlf. 2729 8781.
Det koster 1000 kroner om året for medlemmer, der vil spille turnering.
Hyggespillere betaler 600 kroner, og unge under 18 år betaler 300 kroner i kontingent om året.