Morsingbo bliver leder af ungdomsuddannelse
Et enstemmigt ansættelsesudvalg, fra bestyrelsen bag FGU Nordvest, har valgt Ann Hvid Skouboe fra Øster Jølby, som forstander for den nye FGU-institution for Morsø, Jammerbugt og Thisted Kommuner. Ann Hvid Skouboe tiltræder pr. 1. januar 2019.
Ann Hvid Skouboe kommer fra en stilling som afdelingsleder for Kombineret Ungdomsuddannelse (KUU) på EUC Nordvest, hvor hun har været ansat gennem 14 år. Ud over at have stor erfaring med målgruppen for FGU, har Ann Hvid Skouboe været involveret i det store forarbejde, der ligger til grund for den nye uddannelse. Hun har blandt andet taget aktiv del i drøftelserne med folketingspolitikere, ligesom hun har bidraget med fagbilag til brug for den kommende FGU-bekendtgørelse.
- Vi har haft et meget tæt og kompetent ansøgerfelt til denne stilling, men det var et fuldstændig enstemmigt ansættelsesudvalg, der pegede på Ann. Ann har et brændende engagement i forhold til målgruppen, hun har en klar vision for, hvor vi skal hen, og så har hun ikke mindst en dejlig personlighed. Hun er positiv af natur, og det smitter af på folk omkring hende. Vi er derfor også overbevist om, at Ann vil være en favnende frontfigur, som vil kunne samle medarbejderne på kryds og tværs af tidligere ansættelsesforhold og den spredte geografi, lyder det fra bestyrelsesformand Bøje Holmsgaard Lundtoft fra FGU Nordvest.
Den nye forberedende grunduddannelse (FGU) er et tilbud til unge under 25 år, som af den ene eller anden grund ikke er klar til at påbegynde en ungdomsuddannelse. Således erstatter FGU de tidligere tilbud i denne kategori: Koordineret Ungdomsuddannelse (KUU), Almen Voksenuddannelse (AVU), Forberedende Voksenundervisning (FVU), Erhvervsgrunduddannelse (EGU), Ordblindeundervisning (OBU) samt produktionsskolerne.