Mors-Thy-Skyum sejrede stort mod Randers
I deres første kamp havde U17-drengene fra Mors-Thy-Skyum Håndbold Akademi en smule startvanskeligheder, men i tirsdagens kamp på udebane mod Randers i 1. division var det et selvsikkert og overbevisende mandskab, der gik på banen. DM-bronzevinderne fra sidste sæson var dominerende i begge ender af banen, og gæsterne tog en storsejr på 36-17.
- Vi satte os hurtigt på tingene. På dagen var vi klart bedre end dem, og spillerne skal også have ros for at holde fokus igennem det meste af kampen, selvom vi førte stort, siger Mors-Thy-Skyum-træner Rune Lanng.
I sæsonens første kamp mod Team Favrskov fik Mors-Thy-Skyum en rigtig dårlig start ved at komme bagud med 0-5, men i tirsdagens kamp var der ingen startvanskeligheder. Udeholdet satte sig hurtigt på opgøret, hvor deres føring stille og roligt blev udbygget i løbet af første halvleg. Mod slutningen af halvlegen sneg der sig dog et par fejl ind i spillet fra Mors-Thy-Skyum hvilket gjorde, at Randers fik hentet lidt ind. På trods af lidt sjusk så gik gæsterne til pause foran med overbevisende 16-10.
I anden halvleg satte Mors-Thy-Skyum sig hurtigt på begivenhederne igen, og i anden halvleg lettede udeholdet ikke foden fra speederen. Efter pausen udbyggede gæsterne konstant deres føring, og en solid defensiv holdt Randers nede på blot syv scoringer efter pausen. I den offensive del af spillet var Mors-Thy-Skyum også klart bedst. I anden halvleg var der fokus hele vejen igennem, og Mors-Thy-Skyum vandt kampen med 36-17.
- Vi kom bedre fra start end i sidste kamp, og så leverede vi en god og fokuseret indsats i begge ender af banen, siger Rune Lanng, der dog ikke forventer, at sejre som den mod Randers bliver hverdag i denne sæson.
- I dag ramte vi en god dag, mens Randers måske ikke helt ramte deres topniveau. De andre resultater i puljen tyder dog på, at det kommer til at være tæt mellem holdende, siger Rune Lanng.