Mors-Thy Lotteri skydes i gang
Af Dorit Glintborg
dorit.glintborg@nordjyske.dk
Traditionen tro er hovedpræmien en splinterny bil, når Mors-Thy Lotteriet 2019 skydes i gang på lørdag. Der skal findes 51 vindere i alt til præmier med en værdi på 147.503 kroner.
Der er 2.700 lodsedler til salg, der hver koster 100 kroner stykket. Salget starter på lørdag og slutter, når der er udsolgt, dog senest den 27. april.
Førstepræmien er en VW Take UP! fra Volkswagen Thisted - Nykøbing Mors.
Thisted Forsikring smider bilforsikringer oveni så den samlede førstepræmier bliver på 110.593 kroner.
Andenpræmien er for 10.000 kroner vedligeholdelsesfrie døre og vinduer fra Hvidbjerg, som Tømmergården har skænket til lotteriet, mens Montra Hotel Hanstholm står bag tredjepræmien i form af et gavekort på 2.500 kroner.
Herudover er der præmier fra forskellige erhvervsdrivende i området, og Hans Peter Jarl Madsen fra Thy Rock, der koordinerer lotteriet for TIK Håndbold og HF Mors fortæller, at al overskuddet vil gå til ungdomsarbejdet i de to foreninger.
De 2.700 lodder sælges fra på lørdag og sælges i forbindelse med Forårsmessen i Nykøbing, til Mors-Thy Håndbolds hjemmekampe, hos flere af Mors-Thy Lotteriets præmiesponsorer og ved dørsalg i Thy og på Mors.