Mors-Thy Håndbold Akademi brager videre
Mors-Thy Håndbold Akademi brillierer for alvor i deres offensiv i denne sæson i U19-ligaen. I de første fire kampe har holdet scoret mindst 33 mål, og i lørdagens kamp på hjemmebane mod Skanderborg-AGF var angrebsspillet igen i topklasse. Mors-Thy Håndbold Akademi endte nemlig med at score 38 mål i sejren på 38-31.
- Vi var dygtige til at eksekvere på vores offensive aktioner, og så var vi gode til at finde ind i hinandens løbebaner. Defensivt var det dog en halvsløj indsats, hvor der også lige manglede et par redninger, siger Mors-Thy-Håndbold Akademi-træner Henrik Tilsted.
I første halvleg fulgtes de to hold ad. Hjemmeholdets offensiv så skarp ud, mens problemer i defensiven spændte ben for, at Henrik Tilsteds tropper ikke fik trukket fra. Mod slutningen af halvleg havde værterne så et par succesfulde defensive aktioner, og det bidrog til, at Mors-Thy-Håndbold Akademi gik til pause foran med 17-15.
Fra starten af anden halvleg fik hjemmeholdets defensiv lidt bedre fat, og samtidig lagde hjemmeholdet ud med at score på deres første fire angreb. Dermed blev der hurtigt skabt en komfortabel afstand ned til gæsterne. Efter starten på anden halvleg evnede Skanderborg-AGF ikke at gøre kampen spændende igen, og Mors-Thy Håndbold Akademi vandt kampen med 38-31.
- Vi var udfordret defensivt, og Skanderborg-AGF kom også med en god gameplan, som de fulgte, siger Henrik Tilsted.
Står et godt sted
Efter sæsonens første fem kampe står Mors-Thy Håndbold Akademi noteret for 9 point ud af 10 mulige på rækkens førsteplads. Ifølge Henrik Tilsted ser hans hold da også rigtig velfungerende ud.
- Vi står et fornuftigt sted, og man kan mærke, at spillerne er blevet tryggere ved hinanden, siger Henrik Tilsted.
Næste kamp for Mors-Thy Håndbold Akademi bliver et brag af de helt store. På hjemmebane møder de nemlig GOG, der har vundet alle deres kampe.