Billede beskrivelse

Mors-Thy 2 var Viborg overlegne

05. november 2023 kl. 19.45

Mors-Thy 2 vandt søndag sikkert med 29-22 på hjemmebane mod Viborg, men det kunne faktisk være blevet til en endnu større sejr. Selvlom Mors-Thy 2 overlegne hele opgøret igennem, så faldt de lidt i kadence og tillod sig at slække lidt på nogle aspekter af spillet i de sidste dele af kampen i 2. division.

 - Det var på mange måder en skør kamp, hvor vi var klart bedst og tidligt lukkede kampen. Jeg havde gerne set, at vi var blevet ved med at trykke på. Havde vi gjort det, så havde vi kørt dem helt over, siger Mors-Thy 2-træner Mikkel Aggerholm.

Hjemmeholdet satte sig hurtigt tungt på opgøret ved at bringe sig foran med 5-0. Defensiven blev godt bundet sammen af Markus Eriksen og Rasmus Houmøller, og i offensiven kom Mors-Thy 2 nemt frem til store chancer, og Kasper Lopdrup fik fra sin playmaker-position sat et rigtig godt aftryk på kampen. Derudover så stod Casper Würtz i målet en brandkamp. Efter at være foran med 12-5 kunne hjemmeholdet ikke helt opretholde det tårnhøje niveau fra kampens indledning, og i slutningen af første halvleg havde Viborg reduceret værternes føring til 18-14.

I anden halvleg var Mors-Thy 2 fortsat det klart bedste hold, men offensivt begyndte der at snige sig et par fejl ind. Fejlene blev fremprovokeret af et offensivt 5-1-forsvar fra Viborg. Mors-Thy 2 var dog alt for gode til at sejren kom i fare, og ligareserverne vandt fortjent kampen med 29-22.

- Jeg havde egentlig forventet, at det var blevet tættere, men på dagen var vi klart bedre end dem, siger Mikkel Aggerholm

Søndagens sejr efterlader Mors-Thy 2 på rækkens 4. plads.

Kampfakta

Håndbold, 2. Division

Mors-Thy 2

Viborg FH

Resultat: 29-22

Pause: 18-14

Mål: Anders Toft 7, Nik Haaning 7, Kasper Lopdrup 4, Rasmus Houmøller 3, Thomas Petersen 3, Frederik Adamsen 1, Malthe Bull 1, Markus Eriksen 1, Mikkel Lohmann 1 og Tobias Danielsen 1.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste