Billede beskrivelse

Mors spiser sammen - hver for sig

Den årlige kampagne mod ensomhed bliver denne gang meget anderledes

01. april 2020 kl. 09.28
Opdateret 17. maj 2022 kl. 12.06

MORS: Det er efterhånden blevet en tradition, at masser af borgere på Mors mødes og spiser gullasch sammen som led i den årlige kampagne ”Danmark spiser sammen”, der arrangeres af Folkebevægelsen mod ensomhed. I år bliver det dog meget anderledes.

Når arrangementet afholdes 23. april, bliver det under overskriften ”Mors spiser sammen – hver for sig”.

I stedet for at mødes i forsamlingshuse og på spisesteder skal folk blive hjemme. Men der skal stadig spises gullasch og synges fællessang, og der bliver også taler. Som sædvanligt vil det være Radio Limfjord Slager, der binder de enkelte arrangementer sammen, oplyser Charlotte Kristensen, frivillighedskoordinator i Morsø Kommune.

Radioen vil starte med at sende optakt og sange, hvor det er Højskolen Mors, der synger og spiller for på fællessange. Derefter vil borgmester Hans Ejner Bertelsen holde tale.

Aftenens anden taler er Jørgen Bruun Christensen, formand for Grænseforeningen. I år er det nemlig 100 året for genforeningen, hvor Danmark blev genforenet med Sønderjylland.

- I år er det også vigtigere end sjældent set, at vi bevarer håbet og har fokus på den ventede genforening, der kommer, når krisen er forbi, siger Charlotte Kristensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste