Billede beskrivelse

Mors Handel lyser februar op

Vinterfestival er navnet på et nyt tiltag fra Mors Handel

11. februar 2022 kl. 13.55
Opdateret 15. februar 2022 kl. 10.39

NYKØBING: Vinterfestival er navnet på et nyt tiltag fra Mors Handel.

Målet er at skabe lys og glæde i en stille måned.

Julelysene er knap slukket, før morsingboerne igen kan lade sig betage af smukke og farverige lysinstallationer.

Det er første udgave af Vinterfestivalen, og ambitionen er at skabe lys og glæde for alle i gågaden.

- Efter en jul og vinter med mange restriktioner og aflysninger er der mere end nogensinde før behov for lys i mørket. Februar er en stille måned, så det skal vi prøve at lave om på, siger handelschef Lisbeth Thrysøe.

Billede beskrivelse

Mors Handel vil derfor igen bidrage med noget smukt i byen og håber naturligvis, at mange vil besøge gågaden og også bakke op om caféer og butikker.

Planen er at gøre eventet til en tilbagevendende begivenhed.

FunCard til børn og turister

For at skabe mere liv i gågaden introducerer Mors Handel og forskellige samarbejdspartnere et såkaldt FunCard.

Det er et hæfte med fordele, tips og muligheder, der kan gøre februar sjovere for børnene.

Hæftet indeholder oplevelser og rabat til butikker. Børn kan for eksempel komme gratis til håndbold eller familiekoncert, få gratis popcorn i biffen eller sodavand til børneteater.

Billede beskrivelse

Andre steder er der gratis slush ice og is.

- FunCardet vil jo nok blive luftet mest i vinterferien, men det kan benyttes i hele februar. Det, vi håber på, er at skabe en masse ekstra aktivitet. Der kommer ikke fysisk underholdning, så tanken er, at man besøger byen og ser udstillingerne rundt omkring i gågaden og bruger hæftets muligheder som inspiration til aktiviteter,” siger Lisbeth Thrysøe.

Hvordan får man fat i et FunCard?

Man får udleveret FunCardet ganske gratis via dagpleje, vuggestue, børnehave eller skole til og med 5. klasse.

Desuden er der også FunCard til de turister, der gæster Mors i februar. Der bliver dermed ikke mulighed for at købe eller få et FunCard udover disse steder.

Stor opbakning

Der har været mange hjælpende hænder bag dette nye tiltag, og det betyder ufatteligt meget:

Sponsor

Udover at der er søgt en pulje penge hos Morsø Kommune, har GF Forsikring sagt ja til at være sponsor for eventet med 20.000 kroner, der er med til at gøre denne nye tradition mulig.

Istapper i wirerne

Hele Mors har strikket mere end 700 istapper siden december. Istapperne skal hænge i de italienske lyskæder i gågaden. Og her har Nykøbing Idrætsforening hjulpet med at gøre alle disse klar til ophængning. Electric Mors har stået for selve ophængningen.

Perle-snefnug

Børnene på tre SFO’er og skoler på Mors har hjulpet med at lave en masse snefnug i perler til træerne.

HAMA har sponseret alle perlerne hertil.

Skolerne er: Øster Jølby Friskole, M. C. Holmsskole og Lødderup Friskole.

Udsmykning og FunCard

FGU Morsø har igen knoklet løs for Mors Handel. En klasse har lavet indhold til det nye FunCard.

En anden klasse har lavet forskellige installationer til udsmykningen i gågaden.

Grøn Mors fra Morsø Kommune har også hjulpet til med de forskellige installationer i forbindelse med udsmykningen.

Maling på vinduer

Medlemmer af Mors Handel har malet snefnug på butikkernes vinduer.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste