Mogens advarer om kviksand - og han har et godt råd
KLITMØLLER: Blæst, høj vandstand, regn og masser af fersk åvand, der vil ud til havet, har ved Klitmøller skabt områder med kviksand.
Strandfoged Mogens Goul-Jensen opdagede på sin daglige tur langs stranden nord for Klitmøller, at der var kviksand, hvor Nors Å løber ud til havet.
Fra sin blå Ford traktor spottede han, at der kunne være kviksand. Med sin stok fik han det bekræftet, for den gik i til håndtaget.
- Det kan snyde, når man kommer gående, hvor åen løber ud. For pludselig bliver fast bund til blævrende sand og støvlerne synker i. Derfor er det altid en god ide at have en stok med. Når den pludselig meget let går langt ned i det våde sand, så skal man være opmærksom, forklarer Mogens Goul-Jensen.
Han vil ikke overdramatisere naturfænomenet, og han vil slet ikke opfordre folk til at blive væk fra stranden.
- Kviksand er noget, vi ofte ser, når de rette betingelser er til det. Det er de netop nu ved Nors Ås udløb nord for Klitmøller ved Splittergab. Åen løber i næsten en kilometer langs af stranden. En høj sandbræmme efter kulingen gør, at vandet vanskeligt kan komme ud i havet. Så siver vandet i stedet op mellem sandkornene, og det bliver nogle steder nærmest flydende, forklarer strandfogeden og stikker sin stok i, hvor åvand og strand mødes.
Stokken går i bund nærmest uden modstand. Man kan se, at ferskvandet bobler som om det koger omkring stokken.
Kviksandet kan være væk i morgen. Men ellers bare være obs på det, når man går tur på stranden,
- Og skulle man synke i, så søg mod fast grund og lad støvle være støvle, lyder rådet fra den erfarne strandfoged ved Klitmøller.