Modet til vækst præmieret med initiativpris
3N Lakering i Thisted hædres af DI Thy/Mors
THISTED: Modet til vækst hos Thisted-virksomheden 3N lakering er onsdag blevet belønnet med initiativprisen, uddelt af Dansk Industri Thy/Mors.
I 2017 besluttede ægteparret Morten og Joan Fuhlendorff Nielsen efter længere tids overvejelse at frasælge autolakeringsafdelingen i virksomheden 3N Lakering A/S. Autolakering var ellers omdrejningspunktet, da Else og Viggo Nielsen i 1969 grundlagde virksomheden i Morup Mølle.
Men efter at sønnen Morten Fuhlendorff Nielsen trådte ind i virksomheden, der da var flyttet til Thisted, kom industrilakering til at fylde mere og mere. Og løbende blev naboejendomme på Industrivej opkøbt for at gøre plads til væksten. Allerede i 2018 voksede virksomheden med 25 pct., og i februar 2021 købte firmaet hele CSK Stålindustris ejendom, hvilket cirka har tredoblet grundarealet hos 3N Lakering A/S.
- Det er en enormt stor investering. Men vi tror på, at vi kan fortsætte vores vækst, og derfor giver vi den hele armen, så vi kan skabe endnu flere arbejdspladser, siger Morten Fuhlendorff Nielsen.
Hos DI Thy/Mors er det netop den form for mod, man ønsker at hylde med initiativprisen.
- Det vi ser hos 3N Lakering kræver altså is i maven. Gennem årene har vi set flere gange, hvordan de tilpasser sig markedet og går benhårdt efter vækstpotentialet. Og så har de en meget favnende tilgang til tingene, hvor væksten hos deres kunder nærmest er en del af deres egen forretningsstrategi, siger Tage Odgaard Nielsen, formand for DI Thy/Mors.
3N Lakering A/S
3N Lakering A/S er på få år vokset fra omkring 22 til nu 30 medarbejdere, og administrerende direktør Morten Fuhlendorff Nielsen regner med, at væksten vil fortsætte, således at virksomheden kommer op på at beskæftige omkring 40.
Væksten betyder også behov for flere medarbejdere. Hos 3N Lakering lægger man vægt på at uddanne sine egne overfladebehandlere, og arbejder målrettet med at skabe et attraktivt miljø for både danske og udenlandske medarbejdere. På virksomheden møder man medarbejdere fra Danmark, Kenya, Syrien, Litauen, Rumænien, Polen og Den Dominikanske Republik.
- Hemmeligheden er selvfølgelig også vores medarbejdere. De er med os hele vejen og gør det fantastisk. Og deres forskellige baggrunde giver en mangfoldighed, som slet er ikke uvæsentlig for den udvikling, vi har været, siger Morten Fuhlendorff Nielsen.
Prisen blev overrakt af formand for DI Thy/Mors, Tage Odgaard Nielsen.