Billede beskrivelse

Mistede kommunalt tilskud - men så fik borgergruppe en lun ide

18. januar 2024 kl. 19.01
Opdateret 22. januar 2024 kl. 10.37

I Sjørring er man glad for sin svømmehal. Den er langt fra Thys største, men den er vigtig for byen.

Så da et kommunalt tilskud på omkring 400.000 forsvandt med virkning fra 2024, måtte der ideer på bordet, for at ikke svømmehallen skulle lide en stille død.

En gruppe tog handsken op på et borgermøde, og så skulle der tænkes ud af boksen.

- For vi skal have flere til at bruge hallen og på den måde få flere indtægter, lyder det fra Merethe Henriksen og Aksel Grison, der begge er med i aktivitetsgruppen.

Billede beskrivelse

- Vi vidste, at den bedste måde var at hæve temperaturen i vandet - selv om den kom med en pris. Brugere havde kommenteret at vandet, som var 27 grader, var for koldt. Så vi besluttede at give den 1,5 grader ekstra. Nu er vandet 28,5 grader varmt. Selv om 1,5 grader ikke lyder af meget, så er det noget man tydeligt mærker - en verden til forskel. Vi er nu helt i top med dejligt varmt vand, når vi sammenligner os med de øvrige bassiner i Thy, lyder det fra Merethe Henriksen.

- Det varmere vand har betydet, at vi har fået ros og flere nu er vendt tilbage til vores svømmebassin - blandt andre terapihold, der var stoppet fordi vandet var for køligt.

Alt i alt har man nu øget aktivitetsniveauet betydeligt, og mange flere bruger bassinet til morgensvømning, aktivitetsaftener for børn, foreninger og skolen bruger nu fast bassinet. Det samme gør Thisted Svømmeklub med børnesvømning. Der er aftenskolesvømning og GOK - Sundhed i Bevægelse bruger også det lune tilbud.

- Så vi har nu godt gang i den. Men vi er ikke i mål. Vi kører på med flere aktiviteter, så vi kan beholde vores svømmebassin, som glæder så mange borgere, og som er et vigtigt fritidstilbud i Sjørring-området og også vigtigt for hal-livet i Sjørring Hallen, udtaler Merethe Henriksen og Aksel Grison. 

Billede beskrivelse

Det hele skal vurderes til sommer. Men aktivitetsgruppen vil gerne fortsætte også efter sommer. Men man får brug for flere hjælpere.

- For skal der laves flere børneaktiviter, eksempelvis, ja så skal der voksne indover. Så man må gerne melde sig, hvis man vil hjælpe til at vi kan bevare svømmehallen, lyder det fra Merethe Henriksen og Aksel Grison.

Temperaturerne i bassinerne i Thy er ifølge aktivitetsgruppen:

Thy Hallen 27 grader

Hurup Badeland 27,5-28,5 

Snedsted 28,9

Sjørring Svømmehal har åbent hver dag, minus fredag og lørdag.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste