MGP-fest fik stjerne fra X-factor på besøg

26. februar 2024 kl. 19.00

Der var fornemt besøg i Hannæs Hallen i Vesløs lørdag, da godt 300 børn fredag havde en forrygende MGP-fest.

Arrangørerne havde nemlig bestilt X-factorstjernen Mads Christian til at give børnene en ekstra oplevelse på den festlige aften.

- Ja, det har kostet lidt, faktisk en del at få så stor en stjerne til Vesløs. Men det er det hele værd - at få lov at give børnene det ekstra krydderi på deres store festaften. For der er ikke mange af den slags tilbud til børn i aldergruppen fra 0. til 7. klasse i det hele taget. Så derfor havde vi besluttet at give den ekstra gas og invitere et stort navn, lyder det fra Karina Mikkelsen og Jens Højbak fra festudvalget.

Det er foreningen Bondebal, som har overtaget det store børnearrangement, der begyndte i Østerild, men senere flyttede til Vesløs hallen, hvor det har været afholdt to gange.

- Der er godt 300 børn og 140 forældre, der har købt billet til aftenen, og det er meget tilfredsstillende. Der er jo stor konkurrence fra andre store MGP-fester i Thy. Så vi er glade for, at vi trækker gæster helt fra Vestervig, Thisted, Snedsted, Sønderhå og selvfølgelig rigtig mange fra Hannæs, siger de to fra festudvalget, der på aftenen havde hjælp af 25 frivillige. 

Festen store højdepunkt, da årets vinder 12-årige Naya blev udråbt, blev markeret med kæmpe konfettikanoner, der fyldte Vesløs hallen. Til slut var der disko.

Arrangørerne vender tilbage næste år - med MGP-børnefest i Vesløs hallen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste