Mette og Lars Olesen har ejet Dragstrup Camping i 20 år, men nu er den sat til salg. Arkivfoto: Bo Lehm
Livet her

Mette og Lars har ejet campingplads i 20 år: Nu er den sat til salg

Ægteparret Olesen vil gerne have mere tid til familien, og derfor er det tiden til, at campingpladsen ned til Limfjorden skal have nye ejere

22. februar 2021 kl. 15:06

DRAGSTRUP: - Vi nærmer os en alder, hvor vi gerne snart vil til at stoppe med at arbejde. Vi vil gerne have mere tid til familien, og der er kommet børnebørn til, som vi gerne vil have tid til, imens de er små, og sådan har livet jo sine naturlige etaper.

Sådan siger Lars Olesen, 66 år, der sammen med sin kone Mette, 63 år, ejer Dragstrup Camping på Mors.

Ægteparret Olesen har ejet campingpladsen i 20 år, men nu er det tid til en anden tilværelse, og derfor er Dragstrup Camping, der ligger lige ned til Limfjorden, sat til salg.

- Højsæsonen kan godt være lidt hård at komme igennem, og vi bliver jo ikke yngre. Vi skal jo stoppe på et tidspunkt, og så er det bedre at stoppe, når man ikke er tvunget til det, siger Lars Olesen.

Ægteparret har det godt med deres beslutning om at sætte campingpladsen til salg, men de kommer alligevel også til at savne mange ting den dag, hvor nye ejere kommer til.

- Det har været udfordrende og spændende, og vi kommer til at savne alle de mange mennesker, som vi har været omgivet af i mange år efterhånden. Det har også været dejligt at se, at vi har fået noget til at lykkes og fået noget op at køre, som man kan leve af, og det kan man altså godt med den her campingplads, siger Lars Olesen.

Til salg for 4,9 millioner kroner

Dragstrup Camping, der blandt andet har egen strand ned til Dragstrup Vig, er sat til salg for 4,9 millioner kroner, og pladsen dækker et areal på 11 hektar, fortæller Lars Olesen. Campingpladen er godkendt til 225 pladser og indeholder blandt andet opvarmet pool, put & take-sø og café.

- Pladsen henvender sig meget til naturmennesker. Vi har rådyr, der går rundt på pladsen, og man kan for eksempel se egern og spætter, siger Lars Olesen.

Hvis en køber slår til nu og vil overtage med det samme, er ægteparret klar på det, men Lars Olesen tror, det er mest realistisk, at en køber vil overtage til efteråret, fordi det kan være svært at overtage midt i højsæsonen. Mette og Lars Olesen er da også helt klar på at tage en sommersæson mere.

- Vi endte ud med et rigtig godt, positivt årsresultat sidste år. Juli sidste år var fantastisk, og det ser ud til at blive det samme igen i år, for vi har allerede godt med bookinger, siger Lars Olesen og fortæller, at ægteparret er klar på at give en hånd med i starten, når en ny ejer overtager.

Dragstrup Camping er til salg hos Nordicals Erhvervsmægler.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu