Nu sker det: Her åbner McDonald’s på Mors
Nu er det sikkert og vist: Fastfoodkæden McDonald’s etablerer restaurant i Nykøbing. McDonald’s Danmark har købt erhvervsgrunden Vester Fald 3 i Nykøbings vestlige indkøbsområde, der er under udvidelse.
Grunden er på 5100 kvadratmeter og har en krum udformning langs den nye vej, som synes at matche burgerkædens drive-in funktion. I Morsø Kommune har specialist Pia Thybo tidligere bekræftet, at denne grund var solgt, men det var ikke muligt på daværende tidspunkt at oplyse, hvem køberen er.
Det er endnu heller ikke officielt bekræftet af McDonald’s som normalt først oplyser om udvidelser ved udsendelse af pressemeddelelse. Men onsdag formiddag behandlede Morsø Kommunes udvalg for teknik og miljø en ansøgning om opstilling af en 28 meter høj pylon med det kendte McDonald’s-logo tæt på Rute 26, men inden for Aabro Fald-området med de store butikker.
- McDonald’s kommer til Mors og har en intention om at åbne restauranten med udgangen af august, så det er lige om lidt. Og McDonald’s forretningskoncept går jo meget ud på at fange de forbipasserende, som reagerer på her-og-nu indskydelser. Og det vil vi gerne imødekomme, siger udvalgsformand Meiner Nørgaard (DF).
Dispensation fra lokalplan
McDonald’s har ønsket at få en så stor og iøjnefaldende skiltning, således at bilister på hovedvejen i tide kan orientere sig om, at der her er mulighed for at gøre et pitstop og få stillet sulten. Direktør for Teknik og Miljø, Arne Kirk, har anbefalet politikerne at sige ja til ansøgningen, selv om den kræver en betragtelig dispensation fra lokalplanen for området. Der opereres i forslaget med forskellige placeringer af skiltet.
Ifølge lokalplanen må skilte ved Aabro Fald kun være op til fire meter høje. Ansøgningen om pylonen, der altså overskrider højdegrønsen med 24 meter, har været i høring blandt naboerne fra 15. til 29. marts. Her kom der kun en bemærkning fra Ford Nykøbing ved Kristian Odgaard og Mikael Houe. Ford-forhandleren, der er ved at bygge nyt bilhus i området, hilser sin kommende nabo - og pylonen - velkommen.
- I forbindelse med den betingede købsaftale, som McDonald’s har indgået med kommunen, har der været et ønske om at opstille et skilt som ved alle andre af kædens restauranter. Et enigt teknisk udvalg var indstillet på at give dispensationen. Det er et højt skilt, men det flugter med de træer, man fra hovedvejen ser ind mod byen, siger Meiner Nørgaard.