Luksus hitter: Vorupør Camping bygger kæmpehytter
Campinglivet tiltrækker mange. Men ikke alle vil bo i telt eller i campingvogn. En stadig voksende del af ”campisterne” vælger i stedet at leje en fuldt indrettet hytte på campingpladsen. Vorupør Camping har derfor besluttet at geare op på hyttedelen.
1. juni ankommer fire nøglefærdige kæmpehytter på 45 kvadratmeter til en nyindrettet plads lige ud til Vesterhavsgade. Fiskerhytterne, som bliver navnet på de nye hytter, har seks sovepladser i tre separate soverum.
- Vi oplever en stadig stigende efterspørgsel på hytter. Vi har i forvejen 13, og de er stort set fuldbooket. De fire nye store hytter er vi sikre på bliver et hit hele året, lyder det fra Chatrine Brusgaard fra Vorupør Camping.
Har manglet hytter
Hytterne vil i udseende ligne de eksisterende sorte hytter på pladsen, og de leveres af nordjyske Excellent-Huse. Hytterne er bygget i træ, er fuldt isolerede og har en stor terrasse. Hver hytte får en ret fin beliggenhed centralt på campingpladsen og ikke langt fra havet og landingspladsen.
- Folk vil jo gerne til Vorupør - også udenfor sommersæsonen. Vi har manglet hytter for at klare efterspørgslen. For der er mange, der efterspørger luksus, og det har vi mærket med vores ”Klittoppene”-hytter. Nu kan vi tiltrække endnu flere kunder til Vorupør, lyder det fra Chatrine Brusgaard.
Fiskerhytterne indvies med de første gæster fra. 8. juli. Campingpladsen har 17 hytter og derudover 136 pladser til campingvogne og telte. Sæsonåbningen er 1. april.