Billede beskrivelse

Lukker lokalafdeling: Mangel på arbejdskraft rammer dyrehospital

13. oktober 2023 kl. 19.46

Med udgangen af oktober, kommer Sydthy til at mange et lokalt dyrehospital, når Thy Dyrehospital lukker afdelingen i Søndergade i Hurup.

Fra november skal kunderne i stedet køre turen til Thisted for at få behandlet deres kæledyr og købe kvalitetsfoder.

- Det har været en tung og trist beslutning at træffe, men vi har været nødt til det, da det ikke er lykkedes for os at få besat to ledige dyrlægestillinger. Som andre brancher, er vores branche hårdt ramt af mangel på arbejdskraft. Situationen er den samme over hele landet, hvor der er rift om dyrlæger, og det rammer desværre os, siger dyrlæge Arne Fink.

Fra at være seks dyrlæger hos Thy Dyrehospital, er der nu fire tilbage, og de bliver fra november samlet i afdelingen i Thisted, hvor dyrehospitalet har til huse hos landbrugets rådgivningscenter, Fjordland, i Silstrupparken.

- I en større enhed, er det nemmere at rationalisere driften, og i Thisted har vi lokalerne og det nyeste udstyr til at gøre det. I Hurup udførte vi almen medicinsk behandling og små kirurgiske indgreb. Var der tale om større og mere længerevarende indgreb, blev de i udført i Thisted, hvor vi har faciliteterne og udstyret til det, blandt andet laboratorium, ultralydsscanning, røntgen og to fuldt udstyrede operationsrum, siger Arne Fink.

Billede beskrivelse

Kan slippe for ekstra køretur

Selv om kunderne fra Sydthy altså nu skal køre længere for at få deres kæledyr tilset af en dyrlæge, så kan det blive en fordel for dem, hvis dyrlægen opdager sundhedsmæssige problemer.

- Hvis de sundhedsmæssige problemer kræver nærmere specialundersøgelse med eksempelvis blodprøvetagning, scanning eller røntgen, så kan vi udføre det samme. På den måde vil kunderne fra Sydthy kunne slippe for en ekstra køretur, hvis de sundhedsmæssige problemer var konstateret i afdelingen i Hurup med videre henvisning til undersøgelser i Thisted, siger Arne Fink.

De kunder, der har købt kvalitetsfoder hos Thy Dyrehospital med loyalitets rabat, får overført deres loyalitetskort til hospitalet og butikken i Thisted, hvor de forsat kan få det samme gode foder med de optjente rabatter.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste