Billede beskrivelse

Luk din indre østers op: Skaldyrsfestivalen har brug for dig

Efter to års corona-pause genopstår Skaldyrsfestivalen på havnen i Nykøbing med udvidet program. Men det kræver mindst 25 ekstra folk, siger formand Lars Tang

10. maj 2022 kl. 11.41

MORS: NYKØBING: Der vil blive åbnet østers og dampet muslinger på havnen i Nykøbing som aldrig før i pinseweekenden 3. og 4. juni. I hvert fald genopstår Skaldyrsfestivalen efter to års coronapause med sit hidtil største program.

Det kræver frivillige hænder at afvikle, og dem har festivalen endnu ikke fået skaffet i fuldt omfang. Derfor går formand Lars Tang nu ud med en efterlysning:

- Har du tid, kræfter og mulighed for at give en hånd med og blive en del af frivilligkorpset i de karakteristiske blå t-shirts, vil vi gerne høre fra dig. Vi har mellem 100 og 125 vagter i løbet af fredag og lørdag. Blandt de trofaste, vi tidligere har trukket på, tager flere adskillige vagter og andre nøjes med en enkelt. Derfor er det svært at sige, hvor mange hoveder, vi har brug for, men skønsmæssigt er det omkring 80, hvoraf vi mangler mindst 25, siger Lars Tang.

Tapas på torvet

Nogle af de udvidelser, der er på programmet i år, kræver flere arbejdshænder.

- Blandt andet serverer vi i år tapasplanker med skaldyr og fisk på Kirketorvet. Det gør vi blandt andet for at aflaste havneområdet, hvor vi ved, at der bliver temmelig crowded. Buffeten i teltet på havnen fredag og lørdag vil igen i år blive leveret af Hotel Thinggaard i Hurup. De er udsolgt med 1150 pladser, og der er ventelister til begge aftener. Desuden kører vi fredagens grillfest, hvor der også er gang i billetsalget, siger Lars Tang.

Han nævner desuden børnearrangementet på Nordhavnen fredag eftermiddag med Ramasjang-figuren Katrine Bille og hendes band. Lørdagen igennem vil tv-kokken Nikolaj Juul showcooke med smagsprøver tilberedt på Morsø Jernstøberis køkken- og grillgrej. Og det bliver også i år muligt at få en hurtig tur på fjorden i rib-båd.

- Så alt er både som det plejer, og med nye elementer. Men vores frivilligkorps er skrumpet, og nogle føler måske, at de har taget deres tørn. Derfor denne appel til nye og gamle frivillige, der vil hjælpe os, siger formanden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste