Lokalt supermarked er igen kåret som kundernes favorit
Så skete det igen!
Løvbjerg i Nykøbing er netop blevet kåret som kundernes favorit-butik i hele Løvbjerg-kæden, der i dag tæller 17 butikker fordelt over hele Jylland og en på Fyn. Og det er nu niende gang indenfor de seneste 10 år, at købmand Bjarne Smedegaard og hans 90 mand store personale vinder kundernes hæderspris.
- Vi har tidligere år fået kædens og kundernes pris som landsdelens favorit-butik, men i år er noget helt særligt, for i år er vi også blevet kåret som Løvbjerg-kædens favoritbutik i hele landet. Og det er vi selvfølgelig utroligt stolte over og meget taknemmelige for. Når det er vores kunder, der har stemt på os, så er det en anerkendelse, der betyder rigtigt meget for os, siger Bjarne Smedegaard, der har stået i spidsen for butikken som købmand siden 1995.
Og netop kunderne og god kundeservice er noget personalet og Bjarne altid har haft meget fokus på, og han er ikke i tvivl om, at det er en af hemmelighederne bag butikkens succes hos kunderne.
- Vi har noget godt personale, hvor mange har været hos os i mange år. Og det betyder, at kunderne kender os, når de kommer her og ved, at vi altid giver en god service. Og så nyder vi stor succes med vores frugt -og grøntafdeling samt vores slagter- og delikatesseafdeling. Så den her hæder falder tilbage på vores gode og servicemindede personale, understreger Bjarne Smedegaard.
Løvbjerg har lange rødder
Løvbjerg Supermarked A/S har rødder tilbage til 1926, da Christian Løvbjerg åbnede en butik i Torsted ved Horsens. I 1959 blev det til en kæde, da hans to sønner Carsten og Knud åbnede Jyllands første supermarked i Silkeborg, og det blev så stor en succes, at de åbnede flere butikker rundt om i Jylland.
I dag er der 16 butikker i Jylland og en på Fyn – senest med to nye butikker i Esbjerg og Frederikshavn, der kom til sidste år. Løvbjerg Supermarked A/S ejes fortsat af familien Løvbjerg nu af tredje generation.
Allerede i 1965 åbnede Løvbjerg butik i Nykøbing – samme år som Bjarne Smedegaard blev født. 30 år senere, nemlig i 1995, kunne han så tage styringen af butikken, da han blev ansat som købmand i butikken i Nykøbing. Og siden har butikken gennemgået en rivende udvikling – ikke mindst i 2018-19, da butikken blev gennemrenoveret og lavet helt om.
- Med den nye inddeling af butikken fik vi ekstra fokus på grønt og frugt samt vores slagter- og delikatesseafdeling, som nyder stor ros af vores faste og trofaste kunder, siger Bjarne.
Løvbjerg har fundet sin plads
Løvbjerg-kæden var i en årrække medejere af Rema 1000, da de i 1994 indledte et samarbejde med den norske kæde, der betød, at flere af Løvbjerg-butikkerne blev konverteret til Rema 1000-butikker – dog blev de største Løvbjerg-butikker i selskabet Løvbjerg Supermarked A/S.
Efter 10 år blev Løvbjerg-familiens andel af Rema1000 i Danmark solgt til Rema1000 i Norge, og familien koncentrerede sig herefter udelukkende om de tilbageværende Løvbjerg-butikker, hvoraf butikken i Nykøbing var den ene.
- Vi står i dag et godt sted, men kan da godt mærke, at Rema 1000 lige nu opruster omkring os. Men vi holder stand. Vi har fundet et godt sted i markedet, som en hybrid mellem discount og supermarked. Vi har gode kvalitetsvarer til en god pris, og med den hæder, som vi nu i en årrække har fået fra vores kunder, er der da noget, der tyder på, at vi har ramt rigtigt med vores koncept, siger Bjarne Smedegaard, der allerede har fejret prisen som kundernes favorit-butik med de ansatte.
- Vi har fået noget ekstra godt til kaffen i de her dage, for uden vores gode personale, så var vi ikke det sted, som vi er i dag, siger Bjarne, der ligeledes gerne vil rette en tak til alle de gode og trofaste kunder, der har stemt på butikken – også i år.