Lokalopgør i Serie 2: MorsØ FC og Thisted FC deler
Vinden ødelagde spillet for både MorsØ FC og Thisted FC lørdag eftermiddag
NYKØBING: Lørdag eftermiddag var der lokalopgør i Serie 2, da MorsØ FC tog imod Thisted FC. Det blev en kamp med meget vind, som gjorde det svært for begge mandskaber. Da de 90 minutter var gået stod der 1-1 på måltavlen, og de to hold måtte hver nøjes med et enkelt point.
- Det var svære betingelser, og vi havde svært ved at ramme hinanden, siger spillende træner for MorsØ FC, Mickey Berg.
- Der var rigtig meget vind i dag, og det gjorde det svært for begge hold, siger Jacob Kjær, som er spillende træner for Thisted FC.
Det var MorsØ FC, som havde modvind i første halvleg og dermed de sværeste betingelser. Men det var hjemmeholdet, som kom bedst fra start, da de allerede brage sig foran efter to minutter. Målet kom efter et langt indkast, som blev snittet videre. Herfra kunne bolden spilles skråt tilbage til Patrick Bro, som sparkede bolden i mål.
Resten af første halvleg var det MorsØ FC, som var mest på bolden, men begge hold havde svært ved at sætte gode opspil sammen. Derfor gik de til pause ved stillingen 1-0.
- Vi ændrede formationen på vores midtbane i anden halvleg, og det gav pote, siger Jacob Kjær.
Efter pausen kom bedre Thisted FC bedre med, men det var stadig MorsØ FC, som kom til flest chancer. Chancerne kom primært efter dødbolde.
- Vi var ikke særligt gode på bolden i dag, men vi havde chancerne til at lukke kampen, og det skulle vi have gjort.
Med 10 minutter igen gik Jacob Kjær op og pressede MorsØ FC forsvaret. Det lykkedes ham at tage bolden, tage en dribling og udligne til 1-1.
Der blev ikke scoret mere, og derfor endte kampen med en uafgjort.
- Vi er meget tilfredse med holdindsatsen i dag. Uafgjort var et meget fair resultat, og vi får bekræftet, at vi godt kan være med i Serie 2, siger Jacob Kjær.
- I dag er vi skuffet over, at vi ikke får alle tre point, men vi ved, at hvis man ikke får lukket kampen, så kan der opstå tilfældigheder. Så vi skal hjem og kigge indad, siger Mickey berg.
Kampfakta
Fodbold, Serie 2
MorsØ FC
Thisted FC
Resultat: 1-1
Pause: 1-0
Mål: 1-0 Patrick Bro (2) og 1-1 Jacob Kjær (80)